ForsideAndetHvornår er dit barn klar til selv at cykle i skole?

Hvornår er dit barn klar til selv at cykle i skole?

Efter sommerferiens træning på villavej og vendeplads skal mange børn til at cykle i skole. Her er, hvad du skal have styr på, før du sender dit barn ud i trafikken på egen hånd.

Sommerferien er ved at være forbi, og omtrent 60.000 nye skoleelever starter snart i 0. klasse. For mange skolebørn betyder det også en selvstændig cykeltur til og fra skole. Det store spørgsmål for mange forældre er derfor, hvornår man kan være sikker på, at barnet er klar til selv at tage den daglige tur på jernhesten.


– Rigtig mange børn er glade for at cykle selv, men det er selvfølgelig forældrene, der skal vurdere, hvornår det enkelte barn er klar. Før man sender barnet afsted på cyklen, er det vigtigt først at have styr på de grundlæggende færdselsregler, det lovpligtige cykeludstyr og selvfølgelig de basale cykelfærdigheder hos barnet, siger Per Normann, der er cykelrådgiver i varehuskæden Biltema, der er en af nordens største forhandlere af cyklerog cykeludstyr.

Per Normann giver her sine bedste råd til, hvad der skal være styr på, før du sender guldklumpen ud i trafikken.

Cykelhjelmen er nummer et

Det er og bliver det vigtigste for sikkerheden at beskytte hovedet med en god cykelhjelm, og den skal sidde korrekt. Derfor er det nødvendigt at prøve hjelmen først. Svenske neurokirurger har opfundet hjelmteknologien MIPS, der har et ekstra lag, som minimerer risikoen for hjerneskader og hjernerystelser ved styrt, hvor man rammer i en skæv vinkel. Mange cykelhjelme har teknologien implementeret, men det er værd at tjekke op på for at få den bedste beskyttelse.

Lovpligtigt udstyr

Cyklen skal være udstyret med bremser, lygter, reflekser, ringeklokke og lås, før den er lovlig at bruge i trafikken. Der skal være bremser på både for- og baghjul og funktionelle cykellygter, der kan ses på 300 meters afstand og være synlige fra siden. Forlygten skal lyse hvidt, gult eller blåligt, mens baglygten altid skal lyse rødt. Lygterne må gerne blinke, bortset fra den gule forlygte. Cyklen skal have en hvid refleks foran og en rød bagpå, samt gule reflekser på hjulene og pedalerne. Desuden skal der være en ringeklokke samt en lås, så cyklen er sikret, når den parkeres. Bliver cyklen stjålet, er der ikke mulighed for erstatning, hvis den ikke har været forsvarligt låst med en forsikringsgodkendt lås.  

Basale cykelfærdigheder

Når alt udstyret er tjekket af, skal de grundlæggende cykelfærdigheder hos barnet selvfølgelig også være på plads. Det handler i høj grad om at lære at holde balancen på cyklen. Når barnet skal dreje, skal der kunne gives tegn med både højre og venstre arm. Derfor skal barnet kunne holde balancen med én hånd på styret. Lav nogle øvelser derhjemme, der lærer barnet at stoppe hurtigt op i almindelig fart, dreje og give signal til både højre og venstre. Det er vigtigt, at barnet lærer at holde til højre, give signal, når det stopper og drejer, samt at orientere sig til siderne og over skulderen.

Cyklen skal passe til barnet

Cyklen skal passe til barnets størrelse. Selvom det kan være fristende at købe cyklen et par numre for stor, så den kan bruges i længere tid, er det en dårlig løsning for barnet. Det er simpelthen sværere at håndtere en cykel, der er for stor, tung og svær at bremse op på. Da børn jo altid er i voksealderen, skal man huske jævnligt at justere sadlen. Her er tommelfingerreglen, at benet skal være næsten helt strakt, når pedalen trædes ned.

Vejledende mål:

12” cykel passer til børn i højden  90-105 cm

16” cykel passer til børn i højden 100-120 cm

18” cykel passer til børn i højden 105-125 cm

20” cykel passer til børn i højden 115-140 cm

Find en fast rute og prøv den af

Cykelruten til skolen skal ikke nødvendigvis være den korteste. Det skal være den mest sikre. Vælg den rute med mindst trafik og de bedste forhold for en nyudklækket cyklist. Kør ruten flere gange sammen med barnet og snak om, hvad man skal være opmærksom på de forskellige steder på turen. Prøv derefter at lade barnet føre an og fortælle dig, hvad du skal være opmærksom på. Sådan bliver du også som forælder tryg ved, at barnet magter opgaven.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER