Jammerbugt FC’s centrale forsvarsklippe, Nikolaj Lyngø, forlængede sin kontrakt med Jammerbugt FC i forbindelse med de nye sæsonforberedelser blev skudt i gang.
En glædelig nyhed, idet Nikolaj Lyngø har været en væsentlig brik i hvad der i sidste sæson var en af 2. divisions bedste defensive enheder. Nu ser den høje midterforsvarer frem til at skulle steppe op på næste niveau og præstere endnu mere.
Men som flere af sine medspillere har Nikolaj Lyngø først lige måtte overveje sin fodboldtilværelse en ekstra gang denne sommer. Ikke fordi lysten har manglet, slet ikke, men fordi hele puslespillet med elitefodbold, fuldtidsjob og familieliv ikke er blevet nemmere at jonglere med en oprykning til NordicBet Liga. Heldigvis har Nikolaj fundet en balance, hvor der er plads til alle elementer, og fokus er tydeligvis allerede rettet mod opgaverne, der venter forude i denne sæson.
– Da Bo og jeg fandt den rigtige pakke, har der ikke været mange overvejelser omkring en forlængelse, lyder det da også uden den mindste tvivl i stemmen fra den stærke forsvarsspiller. Nikolaj Lyngø glæder sig nemlig at blive udfordret yderligere i den kommende sæson.
– Jeg forventer, det bliver en spændende og lærerig sæson, vi går i møde. Vi vil få svar på en masse spørgsmål omkring niveauet hos os selv, og hvor stor forskel, der er på os som fyraftensspillere kontra fuldtidsprofessionelle fodboldhold. Det vil alt andet lige være et David mod Goliat scenarie. Men det er en super spændende udfordring, som jeg ser meget frem til at være en del af, understreger Nikolaj Lyngø og uddyber.
– Vi skal virkelig rykke sammen i bussen, hvis vi skal kunne lege med de store drenge. Det handler jo i bund og grund om, at gå ind til hver kamp med troen på, at det kan lade sig gøre. Og det er på baggrund af stenhårdt arbejde, det lader sig gøre, slår Lyngø fast.
De næste uger står den på et par træningskampe og en lang række træningspas, inden den nye sæson fløjtes i gang. Og selvom Nikolaj Lyngø er meget bevidst om den store opgave, der venter, så er det på ingen måde noget, der slår forsvarsspilleren ud af kurs. Tilgangen er den samme som altid, velvidende at der skal mere til end vanligt.
– Personligt vil jeg blive ved med at bidrage med de ting, jeg er dygtig til, og så vil jeg bygge mere på i forhold til at styre og hjælpe holdet, slutter en fastbesluttet og målrettet Lyngø.
Nu kalder træningsbanen på ny, og den kommende weekend spiller Nikolaj Lyngø og Jammerbugt FC træningskamp på udebane mod Skive IK.