ForsideAndetLanddistrikter: Politisk aftale vil sikre udddannelsesmuligheder til unge i hele Danmark

Landdistrikter: Politisk aftale vil sikre udddannelsesmuligheder til unge i hele Danmark

Med en ny aftale om optag på de gymnasiale uddannelser holder et politisk flertal hånden under gymnasiale uddannelser i land- og yderområder. Det møder ros fra Landdistrikternes Fællesråd.

Torsdag præsenterede et politisk flertal bestående af regeringen, SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne en aftale om en model for elevfordeling på de gymnasiale uddannelser i hele landet.


Flere af aftalens elementer sigter direkte mod at holde hånden under gymnasier i land- og yderområder. Formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard modtager aftalen med glæde.

– Der er gode, virksomme elementer i aftalen i form af både et loft over optaget på de største gymnasier samt en garanti på mindst 84 elever per årgang. Det vil være med til at sikre gymnasiale uddannelsesmuligheder for unge i hele landet. Samtidig vil jeg gerne opfordre aftalepartierne til at holde øje med, om minimumskapaciteten skal være højere for ungdomsuddannelsesinstitutioner, som udbyder flere gymnasiale uddannelser f.eks. stx og hhx, siger han og tilføjer:

– Jeg er af den grundopfattelse, at alle landets unge bør have adgang til en gymnasial uddannelse tæt på deres hjem – uanset om de bor på Østerbro eller i Østervrå. Derfor er det positivt, at et politisk flertal i dag har indgået en aftale, der værner om dét princip.

I begyndelsen af denne uge offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet et notat, hvori det fremgår, at elevtallet på gymnasier i en lang række yderområder falder drastisk frem mod 2030 – ikke mindst foranlediget af mindre årgange, men også af unges søgemønstre.

Derudover viser en analyse foretaget af Danske Regioner, at der i 2030 på landsplan vil være næsten 10 procent færre unge mellem 16 og 19 år sammenlignet med i dag.  Konsekvensen bliver, hvis ikke der gribes ind, en øget kamp om de færre unge. Det kan i sidste ende føre til flere lukninger af gymnasiale uddannelser, fremgår det af analysen.

Behovet for at værne om alle unges lokale uddannelsesmuligheder er afgørende, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.

– Havde man politisk ladet stå til på det her område, ville det medføre en social og geografisk ulighed i adgangen til at tage en gymnasial ungdomsuddannelse. Formentlig ville færre unge uden for de større byer tage en ungdomsuddannelse, fordi rejsen til et uddannelsessted kan blive for lang, hvis flere gymnasier lukker. Det er ikke det land, jeg ønsker mig. Derfor er jeg meget tilfreds med, at et flertal på Christiansborg har lyttet til ikke mindst Landdistrikternes Fællesråd og værnet om lokale uddannelsesmuligheder for hele Danmarks ungdom, siger Steffen Damsgaard.

Landdistrikternes Fællesråd udgav tidligere på året et uddannelsesudspil med fem veje til et helt uddannelsesliv i hele Danmark.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER