Jammerbugt FC er denne weekend tilbage på eget græs. Ja, faktisk skal kampen efter planen, og for første gang i år, afvikles på det helt naturlige græstæppe på Sparekassen Vendsyssel Arena, hvor Aarhus Fremad kommer på besøg.
Gæsterne kommer med en frisk sejr over Thisted FC i rygsækken, hvor der også ligger 28 point, hvilket rækker til en 6. plads inden lørdagens kamp.
Jammerbugt FC har også ramt vindersporet igen, og med sejre i de seneste to runder er det momentum, som blev afbrudt for en kort periode, nu genoprettet. Det bliver med andre ord to hold med vinden i ryggen, der træder ind på grønsværen lørdag eftermiddag til hvad der forventeligt bliver en tæt og intens dyst.
– Det er klart, at vi har haft nogle kampe, hvor vi ikke rigtig har formået at score mål. Men jeg tror, alle hold kommer ind i en sådan periode, hvor tingene ikke rigtig går ens vej. Her handler det om at få brudt denne stime og begrænse den med så få pointtab som muligt, og det synes jeg, vi er lykkedes fint med de sidste to kampe. Så jeg føler bestemt, at vi har fundet momentum igen, forklarer Jammerbugt FC angriber Morten U. Thomsen.
Nu har UT og resten af Jammerbugt FC mandskabet i sinde at fastholde dette momentum, når weekendens gæster fra Aarhus tjekker en til endnu en kamp om tre vigtige point. Skal det lykkes, kræver det en af de store arbejdsindsatser, understreger Morten U. Thomsen.
– Det er altid specielt at spille mod Aarhus Fremad. Vi kender dem efterhånden rigtig godt og ved derfor også, at det er en svær kamp, der venter os. Vejrguderne har ydermere ikke givet banerne de bedste forhold, så jeg forventer en herrefight på en svær bane, hvor tilfældighed og kynisme kommer til at spille en afgørende rolle. Men vi glæder os til at byde Aarhus Fremad velkommen på vores hjemmebane, hvor vi er rigtig stærke, og vi vil gøre vores for at sende dem tomhændet hjem til Aarhus, forsikrer angriberen.
Og det er en vigtig kamp, der er i vente. Sådan er det uge efter uge. Toppen er tæt og derfor er der ikke råd til for mange svipsere på vejen. Intet er afgjort. Der er fortsat alt at spille om, og for de blå handler det først og fremmest om at sikre sig en plads mellem de seks bedste. Lykkes det, kan andre målsætninger sættes i spil. Men indtil da fokuseres der udelukkende på næste kamp i programmet.
– Puljen er meget tæt og specielt kampen om top 6. Der er endnu ikke nogen, der kan føle sig sikre. Derfor handler det for os om, fortsat at tage én kamp ad gangen og fokusere på at opfylde vores første delmål – at sikre os i top 6. Med otte kampe tilbage og 24 point at spille om, så der kan ske meget endnu. Men vi er med, hvor det er sjovt, og vi vil gøre alt, hvad der står i vores magt, for at forblive der, lyder det fra Morten U. Thomsen forud for opgøret mod Aarhus Fremad.
Jammerbugt FC spiller hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena mod Aarhus Fremad lørdag d. 17. april kl. 14.00.
Info om livestreaming og støttebilletter
Husk, du kan følge med – og bakke op – fra distancen. Kampen live streames nemlig online via ekstrabladet.dk.
Det kan du læse mere om her: https://ekstrabladet.dk/kampagner/2division-klubtilbud/?utm_id=9785389113
Og der er også mulighed for at vise sin opbakning ved køb af vores støttebilletter – så deltager du tilmed i en konkurrence.
Læs mere om det her:https://eventjammerbugt.dk/event/jammerbugt-fc-aarhus-fremad/