Flere danskere søger hjælp til bekæmpelse af afhængighed under corona. Det viser nye tal fra forsikringsselskabet If. Især alkohol og onlinegambling volder problemer.
Corona-lockdown har sendt hundredtusindvis af danskere på hjemmearbejde, men de mange timer på hjemmekontoret har en bagside. Forsikringsselskabet If har siden nedlukningen i marts 2020 oplevet en stigning på henholdsvis 16 og 14 procent i antallet af danskere, der anvender deres sundhedsforsikring til at komme ud af et alkohol- eller spilmisbrug. Sundhedsforsikringer anvendes traditionelt til behandlingshjælp af ryg-, albue- og skuldersmerter.
– Nedlukningen af Danmark med meget hjemmearbejde til følge, har for mange været en hård tid ofte præget af ensomhed. Det har desværre medført en stigende grad af alkohol- og spilafhængighed, formentlig fordi begge dele har været nemt tilgængeligt hjemmefra. Et allerede eksisterende alkohol- eller spilproblem er samtidig blevet mere synligt for ens nære, når partner eller børn er mere hjemme end vanligt, forklarer Birgitte Ringbæk, der er kommunikationschef hos If Skadeforsikring.
– Kunderne opsøger os fordi de har brug for hjælp, ikke nødvendigvis fordi de kender til mulighederne i sundhedsforsikringen. Den mentale trivsel er om muligt endnu vigtigere i denne tid, og der er også hjælp på sundhedsforsikringen til behandlinger, der ikke drejer sig om fysiske smerter, siger Birgitte Ringbæk.
Smutvej til øget misbrug
En opgørelse fra Dansk Industri peger på, at knap en halv million privatansatte danskere har arbejdet hjemme under corona, hvilket er 6,5 gange så mange som før corona.
Alkolinjen, der hører under Sundhedsstyrelsen, har siden nedlukningen i marts 2020 modtaget 50 procent flere henvendelser. Det omfattende hjemmearbejde har sammen med kampagner øget kendskabet til Alkolinjen og antallet af henvendelser til rådgivningen.
– Folk med alkoholproblemer befinder sig i en form for tabuland, og vi oplever, at mange bruger hjemmearbejdet som en smutvej til at bibeholde eller øge deres misbrug. Det er langt nemmere at skjule et misbrug alene derhjemme, hvor man ikke står ansigt til ansigt med kolleger. Dertil forsvinder mange af de såkaldte refleksionspunkter, som eksempel at skulle køre i bil hjem efter arbejde, siger Bjarne Stenger Elholm, leder af Alkolinjen.
Bjarne Stenger Elholm pointerer samtidig, at behandlingscentrene i fremtiden ønsker at tilbyde flere individuelle behandlingsformer. Her vil selvhjælpstilbud til især alkohol-storforbrugere og pårørende blive et af de centrale punkter.
Markant øget behov for behandlinger
Foruden hjælp mod afhængighed oplever If, at antallet af danskere med tunge, psykiske problemer, særligt blandt unge, er steget markant under corona. I 2020 hjalp If med 42 procent flere psykiatriske udredninger, sammenlignet med året før, og behovet for psykiatriske behandlinger steg i 2020 med 34 procent.
Udviklingen har betydet, at forsikringsselskabets samarbejdspartner indenfor psykolog- og psykiatribehandling har tilbudt deres psykologer efteruddannelse, for i højere grad at kunne hjælpe den stigende gruppe af svært dårlige patienter.