AF Kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre, Lars Holt, Gustav Zimmersvej 4 Nørhalne, 9430 Vadum
Jammerbugt Kommune har gennem de seneste fem år været medlem af den fælleskommunale forening Udvikling Hærvejen. Foreningen har med støtte fra Nordea-fonden udarbejdet en foranalyse, der viser både udfordringer og muligheder for udvikling af Hærvejen i de 15 Hærvejskommuner.
I Jammerbugt Kommune udgør Hærvejens Vandrerute 76 km, hvilket gør Jammerbugt Kommune til den kommune med den længste strækning.
Med den bevilling som forventeligt vil blive givet på det kommende kommunalbestyrelsesmøde, er der åbnet op for en fortsat udvikling i fortsat samarbejde med Nordea-fonden. Fonden har vist interesse for et fælles kommunalt kvalitetsløft med op til 100% støtte og lokale projekter med op til 50% støtte.
Det åbner efter min mening særdeles spændende muligheder og perspektiver for at samtænke udvikling af Hærvejen med vores egen målsætning om at blive Danmarks bedste Fritidskommune!
Jeg glæder mig til arbejdet og til at følge projektet.