I påskeferien fra den 26. marts til den 5. april 2021 bliver der sat fokus på coronavenlige oplevelser for hele familien i Thorupstrand, Klim, Slettestrand og Tranum.
Her er højt til himlen og masser af plads til at holde afstand til hinanden. Vi har sammensat et spændende program, der er tilpasset, så vi fortsat kan passe på hinanden.
Du kan blandt andet komme på guidet vandretur inkl. frokost i Thorupstrand. Det er en dejlig 7 km vandretur, hvor ro, nærvær og de gode historier fra Thorupstrand og Jammerbugten er på programmet. Turen slutter med frokost ved Thorupstrand Fiskehus. Ruten er ret flad, og en stor del af den er på forholdsvis brede stier og veje. Guide på hele turen er Bitten Holmsgaard, der både er journalist, mangeårig rejseleder og lokalguide, bosiddende ved Jammerbugten samt driver rejsebloggen Stedkender.
I påsken er det også mulighed for at udfolde dine kreative evner. Her kan du nemlig lave glaskunst hjemme eller i sommerhuset. Du kan både kreere små huse, figurer, ophæng, magneter, halssmykker, små skilte m.m. Hos Tranum Lys & Glas kan du købe en take away-kasse med glasstumper, lim og værktøj til at lave de små glaskunstværker af. Til slut sørger Jonna fra Tranum Lys & Glas for at dine kunstværker bliver smeltet sammen.
Børnene kan, sammen med den øvrige familie, komme på påskeskattejagt hver dag hele påsken på Hjortdal Dyrefarm fra kl. 10-16, hvor man skal gætte koder, for at komme videre til næste post. HUSK at du, fra dit fyldte 15 år og opefter, skal kunne fremvise en negativ Corona-test, som er max 72 timer gammel, for at få adgang til dyrefarmen.
Hvis du er fyldt 18 år, kan du også i påsken sammen med Tranum Mølle Destilleri, deltage i en online ginsmagning, hvor du kommer til ginsmagning hjemme i din egen stue eller i sommerhuset. Tranum Mølle Destilleri har sammensat en lille smagskasse med gin fra deres eget destilleri, og du kan kun glæde dig til at smage dem.
Svinkløv Turridning sørger for, at du hver dag hele påsken kan komme ud i den friske luft på islænderheste. Rideturene varer 2 timer og går gennem skoven til stranden ved Svinkløv Badehotel. Turene er for alle i alderen 6/7 år og op efter – både nybegyndere og erfarne, fortæller Lene fra Svinkløv Turridning, som har mange års erfaring med islænderheste. HUSK – hvis du er fyldt 15 år og opefter, skal kunne fremvise en negativ Corona-test, som er max 72 timer gammel for at kunne komme med ud at ride.
Der bliver rig mulighed for på egen hånd at komme ud i den meget smukke natur, der er i området. Landskabet er fyldt med rigtigt mange gode og skønne vandreruter, som er afmærket med pile. Flere steder i området kan man få udleveret kort for både vandreruten Tranum-Fosdalen, Thorupstrand Klitplantage og Svinkløv Klitplantage. Du kan også købe Outdoor Jammerbugt kortet, som viser dig de mange ruter og faciliteter der er i hele Jammerbugten. Du kan også se mere på www.udinaturen.dk
Selv om tiderne gør, at restauranterne ikke kan holde åbent, er der flere steder i området, hvor man kan få ”to go”. I Slettestrand kan du både købe kaffe og is to go, og i Thorupstrand kan du købe friskfangede fisk og to go menuer.
I Thorupstrand kan du også opleve, når de store både kommer ind med dagens fangst, og når de bliver trukket på land, som altid er et meget fascinerende syn.
Når du tager til Slettestrand eller Thorupstrand for at gå en tur på den lange og brede strand, måske for at samle sten, som du kan male på eller skrive små citater på og gemme rundt om i landskabet til glæde for andre, kan du også tage en pose med fra kassen på stranden. Her kan du samle skrald og være med til at holde stranden ren. Du kan sætte posen med affald i kassen, der er opsat til formålet, eller stille den ved affaldspælene. Der er også rig mulighed for at tage et dyb i havet, hvis man er rigtig frisk.
Det er muligt at lade sig Corona-teste i det lokale testcenter Danmark, Idrætscenter Jammerbugt (Fjerritslev), Brøndumvej 14, 9690 Fjerritslev. Her skal bestilles til på www.coronaprover.dk