ForsideAndetBlå Kors Danmark og Danske Bank indgår samarbejde om økonomisk vejledning til...

Blå Kors Danmark og Danske Bank indgår samarbejde om økonomisk vejledning til udsatte

Blå Kors Danmark og Danske Bank har indgået et samarbejde, hvor medarbejdere fra Danske Bank som frivilligt arbejde giver økonomisk vejledning til brugere i Blå Kors Danmark. En af dem, der allerede har fået hjælp, er Pia.

Dårlig økonomi og gæld kan skabe mange problemer og kan være med til at fastholde mennesker i en udsat livssituation. Det gælder både for børn, unge og voksne.


Derfor kan økonomisk vejledning og hjælp til at lave et budget, der fx indeholder afbetaling af gæld, være en stor hjælp og være et vigtigt skridt på vej mod at have drømme og håb for fremtiden.

På den baggrund har Danske Bank og Blå Kors Danmark indgået et samarbejde, hvor Danske Bank-medarbejdere bl.a. giver økonomisk vejledning til brugere i Blå Kors Danmark.

“I Blå Kors Danmark hjælper vi hvert år flere tusinde af de mest udsatte mennesker i Danmark, hvoraf mange har store problemer med økonomien. Med vores samarbejde med Danske Bank og deres ansatte kan vi nu i endnu højere grad gøre det, som vi er sat i verden for; nemlig at hjælpe denne gruppe af mennesker,” siger kommunikationschef i Blå Kors Danmark Thomas Røddik.

Pia fik styr på økonomien

Det er positive erfaringer fra et pilotprojekt mellem Blå Kors Danmark og Danske Bank med økonomisk vejledning, der er årsagen til, at samarbejdet nu udvides.

”Tilbagemeldingen fra både brugere, frivillige og ansatte i Blå Kors Danmark og medarbejdere fra Danske Bank, har været så positive, at vi nu er klar til at udvide samarbejdet og dermed også tilbuddet til vores brugere i hele landet,” siger Thomas Røddik.

En af dem, der allerede har nydt godt af samarbejdet, er Pia, der sammen med sine to drenge kommer i Blå Kors Danmarks børnestøttecenter Barnets Blå Hus i Vesthimmerland, hvor børn og familier fra hjem med alkohol- eller stofmisbrug kan få hjælp.

”Mange af os, der har levet sammen med en misbruger, har også en presset økonomi. Derfor var det virkelig dejligt at få hjælp af nogen, der var så godt inde i tingene,” siger Pia.

For nogle mennesker er et besøg hos banken forbundet med stor nervøsitet, men det behøver man ikke tage med til det her tilbud, beroliger Pia.

”De var virkelig søde og hjælpsomme og gode til at lytte. Der er ingen løftede pegefingre eller skæld ud. De hjælper bare,” siger Pia og tilføjer:

”Det var rigtig rart at få så dygtige folk til at se ens budget og udgifter igennem, og hjælpe med at se, om det ser fornuftigt ud.”

Frivilligt arbejde i arbejdstiden

Danske Bank-medarbejdernes arbejde hos Blå Kors Danmark er frivilligt arbejde som en del af Danske Banks ”Time to Give”-program, hvor medarbejderne lønnet får fri til at udføre frivilligt arbejde.

Også i Danske Bank har man været særdeles glad for samarbejdet og ser frem til at udvide samarbejdet.

”Som landets største bank har vi et samfundsansvar, og med bl.a. vores frivillighedsprogram ’Time to Give’ arbejder vi aktivt med at skabe en positiv påvirkning i samfundet. Hos Blå Kors Danmark kan vi se, hvordan vores dygtige medarbejdere gør en kæmpe forskel for nogle af samfundets mest udsatte mennesker. Vi hjælper dem med viden, værktøjer og strategier til at få hånd om deres privatøkonomi, så de kan gå en lysere fremtid i møde,” siger Nicoline Weih, der er chef for Danske Banks program for frivilligt arbejde.

Donerer medarbejdertimer og beløb

Efter de gode erfaringer fra pilotprojektet, har Danske Bank valgt at donere 980.000 kr. til projektet, som skal køre over de kommende to år. På den måde er der råd til at ansætte en projektleder og dække diverse omkostninger.

Aftalen indbefatter udover donationen, at medarbejdere fra Danske Bank kommer ud på Blå Kors Danmarks tilbud og afholder workshops for ansatte og frivillige for at klæde dem på til at rådgive brugerne, og også workshops kun for brugere.

Derudover vil ansatte fra Danske Bank i øvrigt også kunne tilbyde hjælp til helt andre opgaver på Blå Kors Danmarks tilbud af mere praktisk karakter.

Fattigdom øger udsathed

Flere danske undersøgelser fra bl.a. Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, har vist det umiddelbart åbenlyse, at fattigdom øger den sociale udsathed.

Jo fattigere du er, jo større er sandsynligheden for, at du også på andre parametre som fx sygdom, misbrug og hjemløshed er socialt udsat.

En undersøgelse blandt unge værestedsbrugere i Danmark har desuden vist, at mange af de unge har en stor gæld. Det kan være gæld både til det offentlige og privat gæld og udgør et markant problem i forhold til at komme godt videre i livet.

Fakta:

Danske Bank har doneret 980.000 kr., og derudover tilbyder Danske Bank-medarbejdere vejledning til brugere eller ansatte og frivillige på Blå Kors Danmarks tilbud.

Danske Bank-medarbejdere kan også bruge arbejdstimer på andet frivilligt arbejde i Blå Kors Danmark af mere praktisk karakter.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER