Af: Jørgen Ravn Christensen, Limfjordsgade 53 1 th, 9440 Aabybro
Spidskandidat for Konservative til KV21
Har vi lånt flere penge end nødvendigt?
Som svar til Christian Hems indlæg den 11. februar kommer her lidt konservative betragtninger. Vi er forskellige partier, og derfor ser vi også forskelligt på tingene. Christian forsvarer de store lån, som Jammerbugt kommune har taget gennem de sidste mange år. I Konservative ser vi anderledes på det. Og når vi på valgaftenen forhåbentligt skal finde en blå borgmester, så vil jeg minde Christian Hem om, hvordan vi Konservative ser borgerlig politik.
Christian skriver, at vi i Jammerbugt kommune de sidste 3 år netto har afdraget gælden med 23 mio. Med til dét regnestykke hører, at i budgettet for 2020 fik man afslag på at låne mere end 23 mio. Altså: Havde der været mulighed for at låne endnu flere penge, så ville Venstre have gjort det.
Det er Indenrigsministeriet, der bevilliger lån til kommunerne, og i deres afslag var begrundelsen, at Jammerbugt kommune blandt andet har en stor likviditet. Med andre ord: Hvis du har penge på bogen, så er det uklogt og unødvendigt at låne flere. En anden årsag til afslaget var kommunens store gæld. Herfra skal lyde en tak til Indenrigsministeriet for at holde os i ørene og ikke bare låne løs.
Vores økonomi så meget alvorlig ud frem til at den nye udligningsreform blev præsenteret. I 2021 står Jammerbugt til at modtage godt 140 mio. mere i tilskud og udligning. Det er naturligvis dejligt for vores kommune. Med så mange ekstra tilførte midler og næsten 200 mio. i kassen, så tænker de fleste nok, at vi så ikke behøver at optage lån i 2021. Men jow – kommunen budgetterer med at låne knap 50 mio. Penge, der bruges til at afdrage på gammel gæld. Så vi låner penge til at afdrage på gæld…
Skatten er blevet hævet to gange, og Christian lyder nærmest helt rød, når han sætter lighedstegn mellem bedre velfærd og skattestigninger. Vores befolkningstal er faldet efter skattestigningerne, så vi er blevet færre til at betale. Hvis vi vil have gang i den kommunale økonomi – og en endnu bedre velfærd – så er den borgerlige vej at gøre kommunen mere attraktiv for tilflytning. Jeg håber, at Venstre anerkender, at en skattesænkning netop er vejen til mere vækst og flere til at betale?
Vi har en generationskontrakt på vores klima, på vores natur, på vores velfærdssamfund, men vi har også en generationskontrakt på gælden. Vi kan ikke tillade os at aflevere kommunen til de næste generationer med så stor en gæld. Den nye udligningsreform giver os en gylden mulighed for at få vendt skuden, få gang i væksten og få sænket både gælden og skatten – så vi på den lange bane bliver en rigere kommune på alle planer. Dét kæmper vi for i Konservative.
Deltag i debatten på FACEBOOK: