ForsideJammerbugtNu kan de store elever i Jammerbugt vende tilbage i skole

Nu kan de store elever i Jammerbugt vende tilbage i skole

Enighed om markant og ansvarlig genåbning

Et flertal af Folketingets partier bestående af regeringen, SF, Radikale Venstre og Enhedslisten er nået til en fælles forståelse om de næste skridt for en gradvis og ansvarlig genåbning af Danmark. Samtidig igangsættes en bredere proces med inddragelse af alle Folketingets partier for at udarbejde en strategi for den videre genåbning af samfundet både på kort og længere sigt.


Partierne er enige om, at vi står et positivt sted, hvor smitten er kommet ned på et niveau, hvor vi med eksperterne i ryggen kan åbne for store dele af detailhandlen, udendørs kulturinstitutioner og dele af det udendørs idrætsliv. Samtidig kan vi begynde at sende flere elever tilbage til skolen og en mere normal hverdag. I overensstemmelse med eksperternes anbefalinger vil genåbningen blive fulgt af en massiv testindsats med hyppig test af blandt andre lærere, de store elever og ansatte i detailhandlen.

Partierne er derudover enige om, at der skal ses på muligheden for, at efterskoler og højskoler med yderligere smitteforebyggende foranstaltninger kan åbnes i hele landet 15. marts 2021, hvis smitteudviklingen tillader det.

Ligesom partierne er enige om, at det er vigtigt, at skolerne i endnu højere grad bør bruge mulighederne for at elever, der har vanskeligheder, kommer ind på skolen og modtager undervisning, og at elever, som mistrives, kan mødes i mindre grupper med læreren. Selvfølgelig udendørs og med afstand.

Partierne er således enige om en markant genåbning, der i det væsentlige følger indstillingerne fra indsatsgruppen på baggrund af anbefalingerne fra den faglige referencegruppe.

Regeringen, SF, RV og EL er enige om, at følgende åbner mandag den 1. marts 2021:

På nationalt niveau:
Udvalgsvarebutikker under 5.000 m2 (dog undtaget udvalgsvarebutikker i storcentre) genåbnes med midlertidigt skærpede kvadratmeterkrav.
Udvalgsvarebutikker på 5000 m2 eller derover kan holde åbent for et meget begrænset antal kunder mod tidsbestilling.*

Udendørs kulturinstitutioner genåbnes med krav om, at besøgende skal fremvise dokumentation for negativ test, der er højst 72 timer gammel.

Forsamlingsforbuddet hæves fra 5 til 25 personer for så vidt angår udendørs idræts- og foreningsaktiviteter i organiseret regi.

*Afvigelse fra Indsatsgruppens indstilling på baggrund af en konkret vurdering fra SSI af den sundhedsmæssige forsvarlighed i yderligere mindre lempelser.

I Nordjylland og Vestjylland åbnes derudover:
Alle afgangselever i grundskoler samt på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser kommer tilbage med 50 pct. fremmøde (dvs. hver anden uge) under forudsætning af test to gange om ugen.

Testningen i grundskolen og op ungdomsuddannelserne vil i videst muligt omfang foregå ved brug af nye og mere skånsomme testtyper. Flertallet er enige om, at personale og elever i grundskolen opfordres kraftigt til test to gange ugentligt, mens der på ungdomsuddannelser og voksenuddannelser stilles krav om to ugentlige test.

Der sikres løbende opfølgning på omfanget af gennemførte test med henblik på at vurdere behovet for eventuelt yderligere tiltag til at sikre høj efterlevelse af to ugentlige tests.

Efterskoler i de to områder genåbner med fuldt fremmøde ud fra en model med særlige smitteforebyggende foranstaltninger.

Det forudsættes, at alle kommuner i de pågældende landsdele indgår lokale aftaler med Styrelsen for Patientsikkerhed vedrørende smitteopsporing. Der vil være særligt fokus på hurtig og effektiv lokal udbrudshåndtering.

Hvis smittesituationen muliggør det, forventes samme genåbning at kunne ske i øvrige landsdele pr. 15. marts 2021 (for nuværende kunne det f.eks. være Østjylland, Vest- og Sydsjælland samt Fyn).

På Bornholm åbnes:
Grundskoler (alle klassetrin, herunder efterskoler mv.), inkl. klubtilbud genåbnes. Der er enighed om, at grundskolerne sikres et lokalt forankret testtilbud til personale og elever over 12 år med kraftig anbefaling om gennemførsel af to ugentlige tests. Testningen vil foregå ved brug af nye og mere skånsomme testtyper.

Alle øvrige uddannelser, herunder ungdoms- og voksenuddannelser, videregående uddannelser, højskoler mv., genåbnes med krav om test to gange ugentligt. På ungdomsuddannelserne etableres testning lokalt på institutionen eller i umiddelbar nærhed hertil, og der stilles krav om gennemførsel af to ugentlige tests som
forudsætning for fremmøde.

Liberale serviceerhverv (tatovør-, piercing-, spa-, kropspleje-, skønheds- og massageklinikker, frisører og øvrige lokaler, hvor der leveres tjenesteydelser, som efter deres karakter indebærer tæt fysisk kontakt til kunder, samt solarier og køreskoler) genåbnes med krav om mundbind og dokumentation for negativ test, der er højst 72 timer gammel.

Forsamlingsforbuddet hæves generelt fra 5 til 10 personer.

Den delvise genåbning på Bornholm understøttes af skærpet testning i forbindelse med transport til og fra Bornholm.

Herudover er flertallet enige om følgende:
At det er vigtigt, at sundhedsmyndighederne sikrer en koordineret og løbende udvikling og ibrugtagning af nye og bedre, herunder mere skånsomme, testmetoder, herunder spytprøver. Der iværksættes forsøg med spildevandsovervågning.

At der ses på muligheden for, at efterskoler og højskoler med yderligere smitteforebyggende foranstaltninger kan åbnes i hele landet 15. marts 2021, hvis smitteudviklingen tillader det. Yderligere åbning af mindre øer
overvejes tilsvarende.

At skoler og uddannelsesinstitutioner i endnu højere grad bør gøre brug af mulighederne for, at elever, der har vanskeligheder, kommer ind på skolen og modtager undervisning, og at elever, som mistrives, kan mødes i mindre grupper med læreren. Selvfølgelig udendørs og med afstand.

At der etableres et bredt forum, hvor alle Folketingets partier inviteres til at deltage, med henblik på at udarbejde en strategi for den videre genåbning af samfundet på såvel kort og længere sigt, herunder i forhold til, hvilke beregninger der skal foretages i de næste faser med udgangspunkt i referencegruppens anbefalinger. Drøftelserne afholdes regelmæssigt under inddragelse af relevante aktører efter behov.

At de tiltag og restriktioner, der ikke lempes, forlænges til og med den 5. april 2021.

At målet med genåbningen af Danmark er gradvist at genetablere aktiviteten, uden at sundhedsvæsenets kapacitet sættes under pres, og at smitteudviklingen derfor skal følges nøje, herunder ift. smittetal, indlæggelsestal, forekomsten af virusvarianter mv.At det i den kommende tid på baggrund af anbefalinger fra sundhedsmyndighederne kan blive nødvendigt at foretage nedlukninger på nationalt og lokalt niveau, herunder vurderes, om enkelte kommuner med høj incidens undtages for en lempelse af restriktioner, og om der evt. skal iværksættes særlige foranstaltninger.

At regeringen lægger op til at videreføre de eksisterende hjælpepakker og søge opbakning til det fra kredsen af partier bag aftale af 9. februar “om yderligere forbedringer af hjælpepakker for ikke mindst de mindre erhvervsdrivende”.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER