ForsideJammerbugtHvordan har du det?

Hvordan har du det?

Rygning, smerter og ondt i livet. 40.000 tilfældigt udvalgte nordjyder bliver fra i dag spurgt, hvordan de har det. Det sker for at sikre, at de sundhedstilbud, vi har, rammer lige der, hvor behovet er størst.

Vi skal sætte ind, hvor behovet er størst
Skal kommuner og region satser på flere rygestopkurser, mere motion, sundere kost eller måske arbejde for bedre selvværd blandt unge? Det bliver vi klogere på, når rigtig mange borgere forhåbentligt svarer på det spørgeskema om sundhed og trivsel, der bliver sendt ud den 5. februar.


Spørgeskemaet er en del af et nationalt spørgeskema, der går på livsstil, fysisk og mental sundhed. Svarene bruges til at vurdere danskernes generelle trivsel og sundhed samt behovet for målrettede indsatser.

Det er fjerde gang siden 2010, at undersøgelsen gennemføres i Danmark.

– Det er en national undersøgelse, hvor vi får svar på regions- og kommuneniveau. Det vil sige, at vi får et rigtig godt billede af, hvordan det ser ud her i Region Nordjylland, og på den måde kan vi både i region og kommuner sætte ind med behandling og forebyggelse, hvor behovet er størst, siger regionsrådsformand Ulla Astman.

– De oplysninger, vi får fra borgerne, er uvurderlige for os. Det er en kæmpe undersøgelse, hvor vi kommer ud til rigtig mange borgere og får spurgt meget bredt ind til sundhed og trivsel. Det giver os et overblik, vi har svært ved at få på anden vis, og som gør os i stand til at målrette vores indsatser langt bedre, siger Ulla Astman.

– Besvarelserne bliver helt naturligt præget af COVID-pandemien det seneste år. Det skal vi selvfølgelig tage højde for, men huske, at det samtidig giver mulighed for at se på, hvordan krisen har påvirket forskellige grupper, hvor vi naturligvis også være klar til at sætte ind, siger Ulla Astman.

Data danner baggrund for konkrete indsatser

– Når vi arbejder med sundhed, herunder vedtager indsatser og mål for de kommende år, så er input fra sundhedsprofilen et af vores allervigtigste værktøjer til lokale data om befolkningens sundhedstilstand. Sundhedsprofilen hjælper os til at prioritere relevante indsatser og målrette dem i bestemte områder af kommunerne, siger formand for KKR Nordjylland (KommuneKontaktRådet), borgmester Arne Boelt, Hjørring Kommune.

– For eksempel viste undersøgelsen i 2017, at rigtig mange nordjyder døjer med at sove ordentligt, og det giver forhøjet stress. Vi kunne også se, at mange nordjyder stadig har rigtig svært ved at kvitte smøgerne. Derfor har en del nordjyske kommuner de seneste år haft ekstra fokus på indsatser på netop de områder. Om den prioritering skal fortsætte, eller pilen peger en anden retning denne gang, følger vi tæt, siger Arne Boelt.

Hvem kan svare?

Den 5. februar modtager knap 40.000 tilfældigt udvalgte nordjyder over 16 år en besked i e-boks med spørgeskemaet eller i papirpost, hvis man er fritaget for e-boks. Afsenderen af spørgeskemaet er enten Region Nordjylland eller Statens Institut for Folkesundhed. Kun de borgere, der modtager spørgeskemaet, kan svare. Det er desværre ikke muligt at tilføje flere borgere.

For at få så mange besvarelser som muligt, deltager man i en lodtrækning om forskellige gavekort, når man har besvaret skemaet. Man skal have besvaret senest den 12. maj. Det er frivilligt at deltage.

På landsplan modtager 300.000 danskere spørgeskemaet.

Undersøgelsen gennemføres i et samarbejde mellem de fem regioner, Sundhedsstyrelsen og Statens Institut for Folkesundhed. Det sker efter en aftale mellem Danske Regioner, KL, Sundheds- og Ældreministeriet og Finansministeriet.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER