Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst
”Der er større glæde i Himlen over én synder der omvender sig, end 10 retfærdige” – står der skrevet.
Det kunne man godt bruge som argument for at glæde sig over, at Lars Løkke Rasmussen nu mener, at det brede samarbejde hen over midten i dansk politik er ”den sande vej” for Danmark. Det er jeg faktisk enig i. Det virker bare som ren hykleri af Løkke.
Ingen politiker, som jeg kender, har været mere kyniske end Lars Løkke, til at afvise brede politiske løsninger, hvis han mente, det tjente hans egen dagsorden.
Bare tre eksempler fra kort før folketingsvalget i 2019, inden Løkke pludselig skiftede ham, af taktiske grunde, da meningsmålingerne viste, at hans ”gamle taktik” med snævre flertal ikke virkede:
- Socialdemokratiet blev ”smidt ud af forhandlingerne” om en forbedret seniorpension, da Mette Frederiksen naturligvis ikke ville forpligte sig til at afstå fra at gennemføre en tidligere pension til nedslidte, der har været længst på arbejdsmarkedet, efter et regeringsskifte (den såkaldte Arne-pension).
- Der var på lange strækninger enighed om behovet for en sundhedsreform. Men – alle partier, der nægtede at afskaffe det regionale demokrati med folkevalgte regionsråd, blev nægtet adgang til forhandlingerne. Lars Løkke ville med vold og magt nedlægge regionerne, selv om det også var kontroversielt i hans eget bagland. Nedlæggelse af regionerne var Løkkes ultimative krav, for overhovedet at kunne deltage i forhandlingerne.
- Alene Dansk Folkeparti blev inviteret til forhandlinger om en stort anlagt trafikhandlingsplan. Også her var der rigtig gode muligheder for et bredt flertal hen over midten. I hvert fald med Socialdemokratiet. Det ønskede Løkke ikke af taktiske grunde. Ellers er jeg sikker på, at vi allerede nu havde haft en bred politisk aftale om en 3. Limfjordsforbindelse over Egholm.
Lars Løkke har aldrig været parat til brede løsninger, hvis han taktisk har set sin fordel i det modsatte.
Jeg oplevede det selv, da jeg var Socialdemokratiets forhandler om kommunalreformen med Lars Løkke som indenrigsminister. Det er det værste politiske forløb, jeg oplevede i alle mine år i Folketinget. Politisk uenighed er helt fair og i orden, hvis der spilles med ”rene kort”.
Det gjorde Løkke bestemt ikke. I hele forløbet blev der spillet dobbeltspil, han snød og løb fra indgåede aftaler. Her var der virkelig tale om ”at målet helligede midlet” – uanset hvor uærlige midler, der skulle tages i brug.
Derfor har jeg også forståelse for det meget voldsomme forløb, som Venstre gennemlevede for at få afsat Løkke som formand. Jeg er sikker på, at også hans nærmeste partifæller gentagne gange har oplevet manipulation af groveste skuffe, når Løkke er blevet presset. Derfor kunne Venstres Forretningsudvalg heller ikke acceptere hans ønske om at bestemme dagsordenen til Venstres Landsmøde. Det ville nemlig åbne muligheden for, at han kunne manipulere de mange Venstre medlemmer og delegerede – endnu engang. Jeg kender ingen, der magter manipulationens kunst, som Lars Løkke. Jeg har selv været udsat for den, og stået tilbage og set dum ud. Her kommer sandheden og kendsgerninger til kort.
Efter formandsskiftet hos Venstre, mistede han sit stærkeste kort: Platformen der skabte muligheden for manipulation. Det har dog ikke forhindret ham i konsekvent at underminere Venstres nye formand, selv om Jacob Ellemann var loyal over for Løkke til det sidste. Hos Løkke vender loyalitet kun en vej: Mod ham selv. Spørg bare Peter Christensen og Carl Holst.
Nu har Lars Løkke så på årets første dag meddelt, at han ikke længere er medlem af Venstre, men vil fortsætte som løsgænger i Folketinget. Det fortæller da vist også rigtig meget om personen Løkke.
Nogen påstår, at han planlægger at lave et nyt parti. Også derfor synes jeg, at nogen er nødt til at fortælle sandheden om Lars Løkke Rasmussen, så ingen uforvarende bliver hvivlet ind i noget, som de ikke ved, hvad er. Nu er man advaret.
Jeg vil godt ønske venstres formand Jacob Ellemann tillykke ”med tabet”. Efter min mening, er Ellemann sluppet af med meget mere end ”en sten i skoen”. Nok træls for partiet i situationen, men det går over.