I år har Bredbåndspuljen modtaget rekordmange ansøgere. Det viser, at behovet for puljen er stort, understreger formand for Landdistrikternes Fællesråd og advarer mod tab af vækst, arbejdspladser og bosætning i landdistrikterne, hvis Bredbåndspuljen sløjfes.
Den 26. oktober 2020 lukkede ansøgningsfristen til dette års bredbåndspulje. 342 ansøgninger er der i år indkommet ifølge tal fra Energistyrelsen. Det er et rekordår for puljen, hvis samlede ansøgninger i 2019 lå på 125. Alligevel står Bredbåndspuljen til at blive sløjfet i det finanslovsudspil, regeringen fremlagde i slutningen af august.
Årets ansøgertal bør give anledning til at revurdere forslaget om at droppe puljen, for det understreger med al tydelighed behovet for at bevare den, mener formanden for Landdistrikternes Fællesråd.
– 342 ansøgninger til Bredbåndspuljen vidner om, at der er et kæmpe behov for at få tilskud til at komme på en hurtig bredbåndsforbindelse, fortæller Steffen Damsgaard og fortsætter:
– For at sikre vækst og udvikling i hele landet er en hurtig og stabil bredbåndsløsning fuldkommen essentiel. Det er helt afgørende for virksomheder og for at tiltrække bosætning, at man udrydder de her sorte huller med markedssvigt. Hvis man fjerner Bredbåndspuljen, risikerer man at fratage mennesker den eneste mulige løsning for at koble sig på et stabilt og hurtigt bredbånd. Ikke bare private husstande bliver ramt, men også potentielle og fungerende virksomheder i hele lokalområdet.
Ifølge Energistyrelsens netop offentliggjorte tal omfatter de 342 ansøgninger, som er indkommet i 2020, godt 9.000 adresser. Størstedelen af disse, hele 90 procent, befinder sig i landzoneområder.
De berørte områder har ikke kunnet koble sig på den lynhurtige bredbåndsforbindelse som de resterende danskere, da der er tale om områder med markedssvigt, forklarer Steffen Damsgaard:
– I områder med langt mellem husene er omkostningen pr. husstand og virksomhed meget større. En stor del af vores liv er henlagt til digitale løsninger, så det er fuldstændig afgørende, at vi ikke skaber digitale a og b-hold og yderligere forskel på land og by. Regeringens egen målsætning for 2020 var tilmed at koble alle på den digitale bølge og lægge et sikkert fundament under virksomheder og boliger med digitale behov. Nu ser det ud til, at man i stedet lader danskerne i stikken ved at fratage dem Bredbåndspuljen.
Ansøgningsprojekterne i 2020 svarer til en samlet ansøgningssum på 220 millioner kroner. Det er mere end dobbelt så mange midler, som er afsat til puljen, der igen i år består af 100 millioner kroner. Til sammenligning blev der i 2019 ansøgt for en samlet sum på 107 millioner kroner. Det betød, at ti projekter, svarende til 7 millioner kroner, blev afvist.
Adresser er tilskudsberettigede til Bredbåndspuljen, hvis de er registrerede som enten bolig, virksomhed eller sommerhus og ikke er dækket af en hastighedsløsning højere end 10 Mbit/s download og eller 2Mbit/s upload.