Thøger Persson Krogh, kendt som fodboldlandsholdets læge, bliver holdkaptajn på nyt Sportsmedicinsk Center på Regionshospital Nordjylland. Et center for både elite og breddeudøvere.
Center for Klinisk Sportsmedicin og Sundhed lyder navnet på en ny tværfaglig indsats på Regionshospital Nordjylland. Thøger Persson Krogh, der er kendt som en stor kapacitet på der idrætsmedicinske område ikke mindst i forbindelse med Team Danmark og landsholdet, skal stå i spidsen for opbygningen af centret.
Centret favner bredt. Det er for den professionelle sportsudøver, de nordjyske motionister og dem, der på grund af skader/sygdom slet ikke kommer ud af starthullerne.
– Centret skal håndtere både elite og bredde indenfor sport og idræt. Vi henvender os både til eliten for hvem, sport er hele livet samt bredden, der har brug for behandling og vejledning til et fortsat aktivt liv. Vi ønsker at indtage en aktiv rolle i forebyggelse og inspirere til bevægelse for vi ved, at fysisk aktivitet er det, der virkelig flytter noget i forhold til livsstilssygdomme, siger Thøger Persson Krogh.
Han er speciallæge i reumatologi med efterfølgende specialisering indenfor idrætsmedicin, kommer fra en stilling som forskningsansvarlig overlæge i idrætsmedicin på Regionshospitalet Silkeborg, og er sammen med familien rykket tilbage til Østervrå i Nordjylland, hvor han er opvokset.
Kræver en hold-indsats
Én mand eller ét sportsmedicinsk center kan ikke alene indfri ambitionerne. Centret skal derfor ikke alene være et sted, hvor man tilbyder udredning, behandling og vejledning. Det skal også være et sted, der stiller idrætsmedicinske kompetencer på et højt fagligt niveau til rådighed og skaber ny viden gennem forskning og uddannelse.
– Vi vil gerne række ud og sammen med borgere, øvrige dele af sundhedsvæsenet, erhverv, sportsklubber samt idræts- og foreningsliv give et tværfagligt tilbud, der fastholder og motiverer til et aktivt liv uanset hvilket niveau, man er på, siger Thøger Persson Krogh.
Faglighed og fællesskab
Center for Sportsmedicin, som det kaldes i daglig tale, fokuserer på tre hovedområder:
Forebyggelse og behandling – hvor der i samarbejde med øvrige sundhedsaktører, kommuner, foreninger og klubber vil være fokus på at forebygge livsstilsygdomme og fremme sundhed i regionen ved at promovere ”motion som medicin” og med rådgivning til personer, der af fysiske eller psykiske årsager ikke dyrker motion.
Bredde – hvor der bliver tilset patienter fra breddeidrætten som i dag tilses andre steder på hospitalet og hos praktiserende læger og fysioterapeuter.
Elite – hvor der i samarbejde med professionelle sportsklubber og nationale aktører som Team Danmark vil være fokus på elitesporten og hvordan centret kan tilbyde hurtigt og professionel vurdering.
Målgrupperne er nordjyske sportsudøvere både indenfor breddeidræt og elite. Sportsmedicinsk Center vil stå for udredning og behandling af akutte, subakutte og kroniske idrætsmedicinske lidelser. Bevægelse er vigtig for forebyggelse af sygdom. I målgruppen vil også være de borgere, der ønsker at øge deres fysiske aktivitet, men ikke formår det af fysiske eller psykiske årsager samt borgere, der har brug for motivation og støtte til at øge deres aktivitet til gavn for deres sundhed.
Idrætsmedicinsk forskning samt undervisning og uddannelse vil spille en vigtig rolle i centrets aktiviteter, så der løbende udvikles og skabes nye tilbud og ny viden.
Centret er ikke åbent for henvisninger endnu.
Om Thøger Persson Krogh
· Fra 1/10 2020 – Leder af Center for Klinisk Sportsmedicin og Sundhed, Regionshospital Nordjylland.
· 2016 – 2020 Overlæge, Forskningsansvarlig for idrætsmedicin og muskuloskeletal ultralyd, Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg
· 2014 Ph.d. om overbelastningsskader, behandling og diagnostik
· 2006-2008 Aarhus Sygehus, reumatologisk afdeling
· 2004-2006 Hjørring Sygehus
· 2004 Cand.med. fra Aarhus Universitet
· 2008- Arbejdet for DBU med forskellige landshold
· 2014- Læge for Team Danmark
· 2016 OL-delegationen i Rio
Privat: Født, opvokset og nu igen bosat i Østervrå, Vendsyssel. Gift med Cecilie Lysgaard, der også er læge.