ForsideAndetDon't Fear the Weird - sammen hver for sig

Don’t Fear the Weird – sammen hver for sig

7.-10. oktober er Region Nordjylland for anden gang med i den landsdækkende festival Don’t Fear the Weird, hvor psykisk sygdom står øverst på dagsordenen. I Nordjylland sker det efter konceptet ’’sammen men hver for sig’’ har alle mulighed for at se fantastiske film, inspirerende og tankevækkende talks og deltage i livechats og livedebat.

Fokus på psykisk sygdom og fordomme


Film om livet med psykisk sygdom og sårbarhed danner rammen, og engagerede nordjyder giver talks, når Don’t Fear the Weird igen går i luften. Fra 7.-10. oktober er alle inviteret med til at sikre dialogen, nuancerne og debatten – og dermed udfordre de fordomme, der er om psykisk sygdom. 

– Fordomme kan komme til udtryk på mange måder. Som firkantede holdninger og nedsættende samtaler, men også som tavshed og tvivl. I alle tilfælde rammer det den enkelte og de pårørende, som er direkte berørt af psykiske lidelser. Fordomme kan også betyde, at nogle vælger at skjule deres problemer og måske venter for længe med at søge hjælp, fordi der kan være meget skam og usikkerhed forbundet med at have en psykisk sygdom. Vi har et ønske og håb om, at filmfestivalen kan være med til at skubbe til fordomme og skabe mere åbenhed omkring psykisk sygdom, fortæller Tina Skov Otte fra SIND-klubben i Aalborg.

Sygt gode film derhjemme

Eventet er dog lidt anderledes end sidste år. Det hele er gratis og foregår på Facebook. Man finder begivenhederne på Region Nordjyllands facebookside, og her er der er links til Filmstriben, hvor filmene kan streames. Og hvis man trykker ’’deltager’’, får man en besked, når talks frigives på selvsamme begivenhed. Enkelte arrangementer afholdes også fysisk i foredragssalen på Hovedbiblioteket i Aalborg.

Det er både spillefilm som ’’Gaven’’ og dokumentarer som ’’Retten til at være rask’’, man kan sætte sig til rette i sofaen og se. Og efterfølgende kan man streame talks, der læner sig op ad filmen. Efter ’’Gaven’’ kan man f.eks. høre Jan Sandberg, leder af Center for Pårørende, fortælle om at være pårørende til et menneske med psykisk sygdom. Der vil også være mulighed for at livechatte med oplægsholderne.

Selvom det nye set-up er sat i værk på grund af corona-situationen, har det også sine helt egne fordele. For mennesker med psykiske lidelser kan det nemlig være uoverskueligt at skulle til et event med mange fremmede mennesker, og derfor er det oplagt, at de kan være med hjemme fra trygge rammer. Derfor er arrangørernes forventninger, at der kommer endnu større tilslutning i år. 

Og det er der brug for. 

– Psykisk sygdom rammer en ud af fem danskere i løbet af et år – og derfor er det vigtigt, at danskerne begynder at tale mere åbent om det. Åbenhed gør det nemlig lettere at leve et godt lidt med psykisk sygdom og giver bedre mulighed for at komme sig, udtaler Dorthe Haslund Pape fra Psykiatrien i Region Nordjylland, der er projektleder på Don’t Fear the Weird.

Du finder oplysninger om begivenheden her. Bl.a. link til programmet. 

Fakta

· Festivalen holdes i fire regioner i løbet af efteråret.

· Psykiatriens Psyk-Info er projektleder. De øvrige aktører er Center for udvikling og beskæftigelse (Aalborg Kommune), Bedre Psykiatri, SIND, Kildehuset, Kaffe Fair, Aalborg Bibliotekerne og Biffen.

· Det er allerede nu besluttet, at filmfestivalen vender tilbage næste år i oktober.

· Don’t Fear the Weird er skabt med økonomisk støtte fra Regionens Kulturpulje, Aalborg Kommunes kulturpulje, 3F Medie og kulturfond, Mørchs Mindefond og Det Obelske familiefond bidrager med 100.000 kr.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER