ForsideAndetHuse fra 80'erne og 90'erne sælges hurtigst

Huse fra 80’erne og 90’erne sælges hurtigst

En opgørelse over salgstider for helårsboliger afslører, at villaer opført i perioden 1980-1999 sælges hurtigere end andre villaer.

Når det gælder lejligheder, er der derimod størst rift om ældre lejligheder i ejendomme fra tiden mellem de to verdenskrige, dvs. 1920 til 1939.


Generelt er den gennemsnitlige salgstid for en villa lavere, jo nyere villaen er, og det er derfor overraskende, at opgørelsen viser, at ejere af de nyeste villaer opført de seneste 20 år må forvente en lidt længere salgstid, end hvis huset havde været lidt ældre.

  • Almindeligvis er det vores erfaring, at der er størst efterspørgsel efter ejendomme med et begrænset istandsættelsesbehov, og hvor køberen heller ikke skal forvente meget vedligeholdelse. Det får man jo i et nyt hus, siger Jan Nordmann, som er kommunikationschef i EDC. – Når de absolut nyeste huse har en lidt længere salgstid, hænger det dels sammen med, at disse huse som gennemsnit betragtet også er de dyreste og dermed har en lidt mindre køberskare. Men det er også en følge af, at disse huse mange steder ligger på lidt mindre attraktive beliggenheder i nye udstykninger. Der er med andre ord noget tiltrækkende ved et villakvarter, der er lidt mere vokset op.

Står der derimod 1800-et-eller-andet på husets fødselsattest, må ejeren belave sig på en markant længere salgstid, før en køber slår til: – Når huset er mere end 100 år gammelt, vil der ofte være et betydeligt behov for vedligeholdelse, og nogle ejendomme er endda bedst tjent med nedrivning. Det holder naturligvis mange købere væk. Og så er de lange salgstider tillige en konsekvens af, at de ældste huse i højere grad er beliggende i landområder, hvor salgstiderne er lange, uanset husets alder.

Høj kvalitet i ældre byejendomme
For lejlighedernes vedkommende ser billedet lidt anderledes ud, idet de hurtigste salg opnås på lejligheder i ejendomme fra 20’erne og 30’erne. Ganske tæt herpå ligger desuden lejligheder fra perioden helt frem til 1979, mens salgstiden så stiger markant for lejligheder i nyere ejendomme.

  • Forklaringen skal i høj grad søges i beliggenheden, siger Jan Nordmann. – De ældre ejendomme ligger centralt i de store byer, hvor vi har den største efterspørgsel og dermed korteste salgstider. Samtidig ser vi også en meget høj byggekvalitet både arkitektonisk og håndværksmæssigt i mange ældre byejendomme, specielt fra 20’erne og 30’erne. Det er værdier, som mange finder attraktive.

Opgørelsen er baseret på 22.500 solgte villaer og ejerlejligheder i 2019 og 2020 hos EDC.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER