38-årig mand anholdt for spirituskørsel

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

En 38-årig mand blev anholdt for spirituskørsel i Aabybro søndag den 15. marts tidligt om morgenen.

Manden kom kørende ad Østergade, da en patrulje standsede ham til et rutinetjek. Grundet mistanke til spirituskørsel blev manden instrueret i at deltage i en alkometertest.

Testen gav udslag, da manden havde drukket alkohol i sådan en grad, at udåndingstesten viste over de tilladte 0,5 promille.


Hvornår må du køre bil efter at have drukket alkohol?
Det tager lang tid for leveren at nedbryde alkohol i kroppen, og du kan ikke speede processen op.

Her kan du læse et eksempel på forbrændingstider. Vi anbefaler, at du maksimalt drikker én genstand, hvis du skal køre hjem. Vælger du eksempelvis at feste igennem, anbefaler vi, at du tidligst kører bil igen om eftermiddagen næste dag.

Lad os regne på det: Vi antager, at du er en mand på 80 kg. Du er til fest og drikker:

Velkomstdrink: 1 genstand.
Forret: 2 genstande.
Hovedret: 3 genstande.
Dessert: 1 genstand.
Kaffe: 1 genstand.
Efter middagen og frem til natmad: 6 genstande.
I alt: 14 genstande.

Forbrændingen går først rigtigt i gang efter ca. 45 minutter. Herefter forbrænder du ca. 1 genstand for hver time og 15 minutter. Det betyder, at du fra kl. 19.45 til 03.00 (7,25 timer) forbrænder 5,8 genstande (7,25:1,25=5,8).

Kl. 8.00 næste morgen henter du rundstykker. Der er nu gået yderligere 5 timer, og du har forbrændt 4 genstande mere (5:1,25=4).

I alt har du altså forbrændt 9,8 genstande (5,8+4) kl. 8 om morgenen. Det svarer til, at du stadig har en promille på 0,93. 


Kilde: Nordjyllands Politi