Overskud på tocifret millionbeløb hos Migatronic

Print Friendly, PDF & Email

Migatronic i Fjerritslev har fremlagt årsregnskabet for 2019, og det viser et overskud på 10,1 millioner kroner efter skat. Omsætningen var i 2019 på 334,7 millioner kroner.

– Årets resultat lever op til de fremsatte forventninger. Vores produkter har i en årrække leveret solide præstationer i et konkurrencepræget marked, hvor vi står særligt stærkt i Danmark og på flere europæiske markeder, siger administrerende direktør for Migatronic, Niels Jørn Jakobsen, i en pressemeddelelse.


– Vores forretning bygger i høj grad på at løfte vores kunders effektivitet ved levering af innovative svejseløsninger og service- og supportydelser, og det kan vi konstatere, at vi har stor succes med, siger han.

Vil investere i produktudvikling
For at kunne imødekomme de fremtidige krav fra markedet og matche kundernes behov har Migatronic vedtaget en ny strategi, som blandt andet indebærer betydelig investering i produktudvikling i 2020.

– Vi er blandt de førende virksomheder i verden inden for udvikling af ny svejseteknologi, og det kræver løbende investeringer, hvilket vores årsregnskab også vidner om. Alene sidste år investerede vi eksempelvis 13,3 millioner kroner i produktudviklingen af svejsemaskiner og -processer. Vores store udviklingsarbejde har dog allerede givet solide afkast, og vi er i dag et stort skridt foran vores konkurrenter særligt inden for små standardiserede svejseautomatiseringsløsninger.