Politiet havde i uge 7 fokus rettet mod uopmærksomme bilister. Cirka 2900 bilister kan se frem til en hilsen fra politiet, hvoraf 646 af dem for at benytte håndholdt mobiltelefon under kørsel.
Politiet gennemførte i uge 7 en landsdækkende målrettet indsats mod uopmærksomhed i trafikken. Ved kontrollerne blev der i alt konstateret over 2900 forseelser.
Uopmærksomhed er blandt de hyppigste uheldsfaktorer i trafikken og kan være årsag til en tredjedel af alle uheld, viser undersøgelser. Uopmærksomhed kan bl.a. være brug af håndholdt mobiltelefon, indstilling af GPS og lignende.
Politiets målrettede indsats skal være med til at nedbringe distraktion som uheldsårsag. Indsatsen støtter Rådet for Sikker Trafiks kampagne ”LÆG MOBILEN, så er du lægger”, ”Kør bil, når du kører bil” og Færdselssikkerhedskommissionens nationale handlingsplan.
Så mange har fået en bøde for at tale i håndholdt mobil, mens de kørte i trafikken (bil, varevogn, lastbil, bus, knallert og cykel):
Politikreds | 2020 | 2019 | 2018 | 2017 | 2016 |
Nordjylland | 2.522 | 1.274 | 1.753 | 1.576 | 3.099 |
Østjylland | 2.608 | 2.559 | 1.200 | 1.252 | 3.404 |
Midt- og Vestjylland | 2.533 | 2.149 | 1.830 | 1.952 | 2.551 |
Sydøstjylland | 2.822 | 2.806 | 2.988 | 1.788 | 4.295 |
Syd- og Sønderjylland | 1.636 | 1.649 | 1.277 | 1.799 | 1.916 |
Fyn | 1.491 | 1.631 | 1.858 | 1.675 | 3.087 |
Sydsjælland og Lolland-Falster | 1.079 | 1.185 | 1.053 | 992 | 1.661 |
Midt- og Vestsjælland | 1.740 | 1.363 | 1.401 | 1.409 | 2.488 |
Nordsjælland | 1.150 | 1.375 | 1.356 | 1.037 | 1.560 |
Københavns Vestegn | 2.266 | 2.585 | 2.404 | 1.457 | 2.669 |
København | 5.619 | 5.873 | 5.174 | 4.942 | 5.008 |
Bornholm | 54 | 92 | 149 | 82 | 166 |
Total | 25.520 | 24.541 | 22.443 | 19.961 | 31.675 |
(Kilde: Rigspolitiets Nationale Færdselscenter)
Ved kontrollerne i uge 7 blev der i alt konstateret over 2900 forseelser, her under blev følgende sigtet for:
- Benyttet håndholdt mobiltelefon: 646
- Manglende brug af sikkerhedssele: 228
- Kørsel frem for rødt/gult lys: 201
Fakta
- I en tredjedel af alle trafikulykker er uopmærksomhed en afgørende faktor.
- I gennemsnit foretager vi os distraherende ting i 30% af den tid, vi kører bil.
- 70 % af dét, der distraherer os, foregår inde i bilen.
Gode råd
- Drop mobilen og sociale medier, når du kører bil.
- Hold ind til siden, hvis du skal indstille din GPS eller ringe.
- Hold ind til siden og få ro i bilen, hvis børnene er urolige og kræver din opmærksomhed.
- Lad være med at lede efter ting, du taber. Kør ind til siden – eller vent til du kommer frem.
- Kig på trafikken, også mens du taler med dine medpassagerer.
- Få andre i bilen til fx at skrue låget af din vandflaske, taste på GPS, række dig solbriller etc.