Folkeuniversitet Jammerbugt: Kunstig intelligens – Overtager robotterne mit job?
Folkeuniversitet Jammerbugt står bag seks foredrag i foråret 2024. Denne sæson byder på forskelligartede foredrag og fælles for alle foredrag er, at de er på et fagligt højt og seriøst niveau. Foredragene er arrangeret af den lokale Folkeuniversitetskomité i fællesskab med lokale kulturaktører. Programmet er sammensat, så det tilgodeser forskellige interessefelter. Et af de seks foredrag er:
Alt hvad du skal vide om kunstig intelligens og om hvorfor robotterne ikke overtager dit job …eller gør de?
”Enhver tilstrækkelig avanceret teknologi kan ikke skelnes fra magi.” Sådan lyder Arthur C. Clarkes tredje lov om fremtiden. I dette foredrag ser vi på hvordan moderne kunstig intelligens virker, så det ikke længere lyder som magi. Vi ser på baggrunden for kunstig intelligens, og forklarer matematikken bag – på et niveau så alle over 4. klasse kan være med. Mere kompliceret er det nemlig ikke. Når vi har forstået, hvordan det hele virker, dypper vi tæerne i, hvad det så kommer til at betyde for os alle sammen. Og selvfølgelig skal vi finde ud af, om det hele er en storm i et glas vand, eller robotterne faktisk kommer og overtager verdensherredømmet.
Underviser: Andreas Møgelmose, adjunkt, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, Aalborg Universitet.
Tid: Onsdag 6. marts kl. 19.00 – 21.00.
Sted: Kultur- & Erhvervscenter Jammerbugt, Søparken 2, 9440 Aabybro.
Pris: 75 kr. for foredrag inkl. et glas vin i pausen.
Arrangementet afvikles i samarbejde med Kultur- & Erhvervscenter Jammerbugt.
Læse mere om Folkeuniversitet Jammerbugt og de enkelte foredrag her: Folkeuniversitet Jammerbugt – Jammerbugt Kommune
Køb billetter her: Folkeuniversitet Jammerbugt | Jammerbugt Kommune