Charlotte Brøndum fejrer 40-års jubilæum i Sparekassen Danmark
Charlotte Brøndum, der er privatkunderådgiver i Sparekassen Danmarks afdeling i Fjerritslev, kan i år markere et imponerende 40-års jubilæum.
Charlotte startede sin karriere den 1. august 1986 som elev i Han Herreders Sparekasse og har siden da primært arbejdet med privatkunder. Hun har været ansat i Fjerritslev i størstedelen af sin karriere – kun med undtagelse af en periode på fem år fra 2003 til 2008, hvor hun var afdelingsleder i Tranum.
Sætter pris på kundekontakt og en alsidig hverdag
Med en lang og solid erfaring fra pengeinstitutbranchen motiveres Charlotte af at skabe gode løsninger for både nye og kendte kunder i hverdagen. Hun sætter stor pris på den tætte kontakt med kunderne og finder glæde i, at branchen konstant udvikler sig, hvilket gør arbejdet alsidigt og spændende.
“Essensen er stadig den gode kontakt med kunderne og en masse gode kolleger,” fortæller Charlotte om sin hverdag i sparekassen.
Jubilæet fejres den 6. september med et bruncharrangement i Fjerritslev, hvor Charlotte samles med kolleger og nærmeste familie.
Fritid med familie, skov og strand
Privat bor Charlotte i Tranum sammen med sin ægtefælle Frank. I fritiden nyder Charlotte naturen med skov og strand i nærheden, og hun bruger gerne tid på gåture og tai-chi.
Sparekassen Danmark ønsker Charlotte tillykke med jubilæet og ser frem til et fortsat godt samarbejde.

