Masser af idræt, leg og bevægelse i ny sæson
Planlægningen af sæson 23/24 i Skovsgård/Brovst KFUM Idrætsforening er i fuld gang, og der er flere nyheder på vej.
Udover de tilbud som badminton-, gymnastik- og håndboldafdelingen sædvanligvis tilbyder, er idrætsforeningen en del af flere spændende aktiviteter i lokalområdet. Bl.a. er vi med i “Skovsgård Knækker Cancer” i oktober, hvor der bliver mulighed for at deltage i et aftenarrangement for børn i Sport og Kulturcenter Brovst, hvor der laves forskellige aktiviteter i mørke med UV-belysning. Al overskud fra arrangementet går til Knæk Cancer.
Allerede i august – i den første skoleuge – er idrætsforeningen med i “Foreningsbingo” sammen med 5 andre lokale foreninger. Alle elever i 0-6. klasse på Skovsgård Tranum Skole får udleveret en bingoplade og frem til d. 1. oktober skal de forsøge at få “pladen fuld”. Det sker ved at deltage i de deltagende foreningers aktiviteter. Det kan enten være at møde op til en træning eller deltage i et arrangement. Formålet med Foreningsbingo er, at så mange børn som muligt ser, hvilke muligheder der er for at gå til en fritidsaktivitet. Hvis man får pladen fuld, deltager man i en lodtrækning, hvor man bl.a. kan vinde gratis kontingent i en af foreningerne.
Et helt nyt tiltag i Skovsgård/Brovst KFUM IF er et hold for de 9 – 13 årige. Holdet hedder “Idræt, leg og bevægelse” og her får børn mulighed for at dyrke motion på mange forskellige måder. Der er både plads til boldspil, gymnastikaktiviteter, dans, lege og hvad der ellers er sjovt at lave. Forskellen fra de mere traditionelle idrætstilbud er, at på dette hold er der ikke en turnering, en opvisning eller andet, der skal trænes imod. Man kan sagtens blive bedre og have et mål, men det er ens eget mål. Det vigtigste er, at man har det sjovt, og at man er sammen med andre, mens man træner.
Lige nu søger foreningen den helt rigtige træner til dette hold. Jobannoncen og yderlige informationer kan findes på hjemmesiden. Der er ansøgningsfrist d. 1. august 2023
Den sidste nyhed, der skal nævnes er, at foreningen får ny hjemmeside. Den gamle hjemmeside har kørt siden 2009 og den har i den grad manglet opdatering. Det har den fået nu og den nye side går i luften d. 1. august. De fleste nyheder vil stadig blive lagt på foreningens facebook side. Men de mere generelle oplysninger om afdelinger, bestyrelser, trænere og træningstidspunkter kan findes på hjemmesiden. Tilmelding og betaling foregår også stadig på hjemmesiden.
Hold og træningstidspunkter for sæson 23/24 kan ses på den nye hjemmeside først i august.
Skovsgård/Brovst KFUM IF glæder sig til den nye sæson og til at se alle tidligere medlemmer og en masse nye.