Herregården Bratskov blev i dag bragt til live – var du med?
I dag, torsdag den 6. juli, lød startskuddet til den 26. Levendegørelse af Herregården Bratskov.
Igen i år danner den flotte gamle herregård i Brovst rammerne om den hyggelige event, hvor knap 100 frivillige, lokale ildsjæle, klædt i dragter fra ”dengang”, levende fortæller om ”dengang morfar var ung”.
I dag kørte der hestevogn fra parken og det gør der igen den 3. august, hvor Brovst Handelsforenings tog ”FUT” alle 5 torsdage kører ture rundt i Brovst.
Der kunne også studeres runde former og blankpudset lak i dag, da der var besøg af veteranbiler. Der kom veteranbiler fra Frederikshavn, Brønderslev, Fjerritslev og Pandrup.
Hver torsdag i ugerne 27-31
Levendegørelsen af Bratskov finder sted hver torsdag fra kl. 10.00-13.00 i ugerne 27-31. Der er som altid gratis entré og spændende rundvisning hver torsdag kl. 11-12 rundt på Bratskov ved Ketty Johansson, på nær i uge 29, hvor der er modeshow. Ligesom Café Bratskov holder åbent kl. 10-13 hvor der kan købes lidt godt til ganen og hvor overskuddet går til Julemærkehjemmet i Hobro.
I smedjen står smeden klar til at smede hestesko, ligesom både skolelærerne og skomageren også er klar til at byde velkommen til både store og små.
I kælderen finder du alle de gamle redskaber, som hver har sin historie med sig. Her står også den grumme heks klar til at fortælle uhyggelige historier til børnene, alt imens hun brygger en væmmelig trylledrik. Inde i herregårdens flotte stuer sidder alle de flittige hænder og fremviser gammelt håndværk, og ude på gårdspladsen sørger slotsherren og slotsfruen sammen med spillemændene for den hyggelige musikalske stemning, alt imens der i de mange boder på gårdspladsen vises gammelt håndværk.
I lighed med de tidligere år vil der atter være råvaremarked i alleen op til Bratskov, hvor der blandt andet kan købes friske jordbær, honning, gin, marmelader, grøntsager og blomster m.m.
Program:
Den 13. juli viser vaskekonerne, hvordan man i gamle dage fik vasket sit tøj. Der vil blive vasket på vaskebræt. Og har man lyst, må man gerne selv prøve de gamle vaskeredskaber. Mellem Mølle Landbrugsmuseum har fundet de gamle redskaber frem – se om du kan gætte, hvad de har været brugt til.
Den 20. juli viser “Historisk Mode” – en festlig udendørs modeopvisning, hvor lokale modeller i alle aldre indtager catwalken og viser en kavalkade af kjoler, dragter og tilbehør fra perioden 1930-1970. Alt sammen stammer fra Inger Thunbos utrolig flotte private samling.
Den 27. juli er der premiere på en helt ny redskabs- og værktøjsudstilling fra Mellem Mølle Landbrugsmuseum. Se den fine samling af både gamle redskaber og værktøjer. Prøv at se om du kan gætte, hvad tingene har været brugt til.
Den 3. august kommer Han Herred Traktorlaug på besøg. De laver en udstilling af gamle maskiner og traktorer. Der vil måske også blive maskiner som arbejder, og det er altid populært at se på for både store og små. En dag der vækker minder hos mange landmænd og ”kan du huske” lyder mange gange den dag, udtaler Robin Nielsen, der er frivillig tovholder for Levendegørelse af Bratskov.