ForsideAndet3 gode råd: Tag motionsvanerne med i sommerhus

3 gode råd: Tag motionsvanerne med i sommerhus

Danskerne sætter i stor stil den fysiske aktivitet på pause, når kalenderen rammer juli og sommerferien sætter ind. Bevæg dig for livets adfærdsekspert guider til, hvordan du gør det nemt at holde formen ved lige over sommeren.

Det kan være svært at holde motivationen oppe i sommerferien, når varmen trykker, og du er langt væk fra den lokale idrætsforening og de vante omgivelser. Derfor kan der være lang vej tilbage i form, når hverdagen melder sig igen på den anden side af ferien.


Men sådan behøver det ikke at være. Det kræver blot lidt mere forberedelse end normalt, hvis man ønsker at holde sig i gang i de svære sommermåneder. Det fortæller Maja Holm, der er adfærdskonsulent i Bevæg dig for livet-samarbejdet mellem DGI, Danmarks Idrætsforbund (DIF), Nordea-fonden og TrygFonden.

”Når du tager på ferie og tager i sommerhus, så er det ikke kun adressen, du udskifter for en tid. Der bliver også sagt farvel til de velkendte løberuter, træningsfællesskaber og vante rutiner. Derfor kan det være en fordel allerede inden afgang at sætte sig et mål for turen. Det kan for eksempel være, at man vil gå 5.000 skridt om dagen, eller at man skal ud på cyklen 3 dage om ugen. Det er også en god idé at se på træningsmuligheder i området. Her er naturen meget taknemmelig, fordi det myldrer med gode faciliteter lige uden for døren,” siger Maja Holm og uddyber, at det kan virke endnu mere forpligtende, hvis man involverer resten af familien i planerne.

Sænk ambitionsniveauet
En anden vigtig del af planlægningen hjemmefra er at sætte et forventningsniveau, som man kan leve op til. Og det behøver ikke altid være lige så højt, som man har det derhjemme.

”Det mest demotiverende for al aktivitet er, hvis man ikke kan leve op til egne forventninger. Derfor kan det faktisk være en fordel at sænke ambitionsniveauet. Det er ikke sikkert, at det er muligt at fastholde det samme aktivitetsniveau, som du er vant til hjemmefra. Der er aktiviteter med børnene, udflugter, madlavning og sommerlæsning, der skal passes, og det er helt okay. Det handler om at være realistisk og ærlig over for sig selv og sige, at alt tæller,” siger Maja Holm.

Den sidste anbefaling er, at man skal være kreativ, så motionen kan flettes ind i andre af de aktiviteter, man alligevel har planlagt som del af sommerferien. Her nævner Maja Holm, at indkøbsturen kan foregå på gåben eller cykel i stedet for i bil, og at man kan tage på fælles ’dyrejagt’ i naturen med børnene.

Tre gode råd opsummeret:

  1. Planlæg planen. Lav et mål hjemmefra med antal skridt om dagen eller antal dage med træning. Og find for eksempel ud af, om der er nogle gode gå- og løberuter i nærheden.
  2. Alt tæller! Sænk ambitionsniveauet. Der er ikke noget mere demotiverende end ambitioner, man aldrig kan indfri. Så hellere overraske positivt.
  3. Flet motionen ind. Gør aktiviteterne til en del af hverdagen. Tag cyklen på udflugt i stedet for bilen, og lav aktive legeaktiviteter sammen med børnene.

Om Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt. Bevæg dig for livet visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER