23 elever fra Skolecenter Jetsmark drager til København for at udfordre smagsløgene

Spændte elever fra Skolecenter Jetsmark i Pandrup
Print Friendly, PDF & Email

Tirsdag den 14. september tager 23 spændte elever fra Skolecenter Jetsmark i Pandrup til Enghaveparken i København. Her har de et pakket program, for de skal nå at lave is af blod, håndmodellere et marcipanæble og plukke en gråand – foruden de fem andre spændende aktiviteter, eleverne bliver guidet igennem af blandt andre Mette Blomsterberg (kendt fra DR’s Den store Bagedyst), Thomas Herman (Kok og forfatter) og Theis Brydegaard (Restaurant Alchemist). Alt sammen for at få madkundskab højere på dagsordenen og skoleskemaet.

Otte heldige klasser fordelt over hele landet, er inviteret til en storslået festdag fyldt med sjove og lærerige madkundskabsaktiviteter. Bag aktiviteterne står nogle af Danmarks skarpeste madformidlere sammen med undervisere fra landets professionshøjskoler. Madkundskabens Dag er udviklet af Madkulturen i samarbejde med professionshøjskolerne, støttet af Rema 1000.


Vinderne af et særligt initiativ
8. klasse valgfag på Skolecenter Jetsmark er en af de otte klasser, der – gennem en konkurrence på Facebook – har vundet en plads til en dag med et stjernespækket program i madkundskabens navn. Begejstringen er svær at skjule, da Abishkar, Nicolai, Sisse, Christoffer, Mike, Bertram, Ella og Kristoffer fra 8. klasse valgfag næsten i munden på hinanden fortæller, hvor meget de glæder sig til at tage af sted til en hel dag med madlavning.

Af samme årsag er det uvist, hvem der siger:

Vi har glædet os lige siden, vi fik det at vide. Og nu er det bare lige pludselig. Vi skal ikke gå og glæde os i et halvt år længere.”
 
Det er faktisk også lige gyldigt, hvem der siger det, for de lader til at være rørende enige. En af eleverne forsætter:

 
Det er fedt at lave mad og det er hyggeligt, fordi det er sammen med ens venner. Vi laver en god blanding af brød, kager og retter, men det sjoveste er at lave aftensmadsretter, der tager lidt længere tid at lave, hvor vi har længere tid til at hygge os med madlavningen,” siger Nicolai, elev på Skolecenter Jetsmark.Det mindsker bestemt heller ikke begejstringen, at de skal møde Mette Blomsterberg og michelin-kokken Thomas Hermann, når de kommer til København på tirsdag.

En vigtig dannelse i skolekøkkenet

Selvom Madkundskabens Dag er en festdag – og også skal være det, så er baggrunden alvorlig nok. Det handler om at give børn en interesse for mad og en lyst til at gå i køkkenet:

Det er afgørende for en levende madkultur og vores sundhed helt generelt set, at vi ruster vores børn til at kende til råvarer, forstå forskellige smage og kokkerere deres eget sunde måltid. Det er en del af den dannelse, der skal sætte børn bedre i stand til at træffe begrundede valg i forhold til fødevarer og livsstil,” lyder det fra Judith Kyst, direktør i Madkulturen, som fortsætter:

Formålet med Madkundskabens Dag er at fejre madkundskabsfaget og demonstrere fagets potentialer, bredde og vigtighed i grundskolen. Dagen skal inspirere til nye måder at arbejde med faget på og dermed være med til at udvikle og styrke madkundskabsfagets position på skoleskemaet. Heldigvis oplever vi en positiv udvikling, hvor madkundskab nu er rykket op på linje med de andre praktiske fag, og dermed udbydes som et prøvefag. Vi er lige gået i gang – og vi har stadig et stort potentiale foran os,” Judith Kyst.

En der også sætter pris på initiativet er lærer på Skolecenter Jetsmark Christine Andersen, der oplever dagen som et vigtigt indspark til at folde madkundskab og dets læringspotentiale endnu mere ud.

”Det er spændende at få eleverne ud, hvor de kan opleve madkundskab på en anden måde end i vores køkken. Vi kommer desværre ikke meget længere ud, end når vi plukker hyldeblomst i nærområdet. Og så er jeg selv nysgerrig. Jeg kan godt lide at komme ud og lære noget nyt og se noget nyt og spændende, jeg kan tage med mig hjem til mine andre hold, ” siger Christine Andersen, der i år har fire forskellige madkundskabshold.

Uddannelse til at stå på egne ben
Christine og hendes elever er enige om, at madkundskab som fag kan rigtig mange ting. Eleverne lærer noget, imens de hygger sig enormt meget med det. De bliver bevidste om madlavning, får fødevarekendskab og metodikker, som kommer godt igen, når de en dag flytter hjemmefra.  

Mange af eleverne, Christine tager med til Madkundskabens Dag, går også på eliteidrætslinjer. For dem er råvarer og det sunde måltid enormt vigtigt. Det er også en af årsagerne til, at madkundskab får lov at fylde meget på Skolecenter Jetsmark:  

”Vi har heldigvis stort fokus på madkundskab her på skolen, men det er på grund af vores eliteidrætslinjer. Jeg kunne godt ønske mig for andre skoler, at de havde lige så stort fokus på læren om mad,” slutter Christine Andersen.