ForsideAndet22 procent af de unge har ikke styr på forsikringerne

22 procent af de unge har ikke styr på forsikringerne

Print Friendly, PDF & Email

En ny rundspørge viser, at knap en femtedel af de unge i alderen 16-30 år ikke føler, de har styr på deres forsikringer, eller hvordan de er dækket. 12 % af de unge, som ikke bor hos forældre eller værge, har slet ikke egne forsikringer. Mange unge risikerer derfor at stå med uoverskuelige udgifter, hvis uheldet er ude, lyder det fra Codan.

De danske unge mellem 16 og 30 år har en kedelig rekord, når det kommer til forsikringer. En ny rundspørge, som YouGov har foretaget for Codan, viser, at aldersgruppen ligger i bund, når det kommer til viden om forsikringer.

Knap en femtedel af de unge i alderen 16-30 år svarer, at de ”slet ikke” eller i ”mindre grad” har styr på deres forsikringer, eller hvordan de er dækket. For personer i alderen 31-44 år er tallet 12 %, for 45-59 år 8 % og for personer over 60 år er det blot 3 %, som ikke har styr på forsikringerne og dækningen.

”Vi kan i vores undersøgelse se, at de unge ligger i bund, når det handler om viden om deres forsikringer. Det er problematisk, hvis det betyder, at en masse mennesker står uden en forsikring, der dækker dem i tilfælde af for eksempel tyveri, uheld eller ulykker, eller de ikke ved, hvordan de er dækket, hvis uheldet er ude. Et tyveri, uheld eller ulykke kan koste mange tusinde kroner i udgifter til nyt udstyr eller genoptræning, som de unge typisk ikke lige har liggende,” siger Camilla Amstrup, privatkundedirektør i Codan.

12 % med egen adresse har ikke forsikring

Den nye undersøgelse viser også, at 12 % af de unge, som ikke bor hos deres forældre eller værge, slet ikke har egne forsikringer. Det er særligt kritisk, mener Camilla Amstrup.

”Når du flytter hjemmefra, stopper dine forældres forsikring typisk med at dække dig. Det ved de fleste unge godt, men vores rundspørge viser altså, at mange alligevel ikke vil eller glemmer at tegne forsikringer for dem selv. Dermed er de ikke dækket, hvis de kommer galt afsted, skal ud og rejse eller får stjålet cyklen. Det kan desværre blive en meget dyr ting ikke at have styr på,” siger Camilla Amstrup og fortsætter:

”De unge synes typisk, at forsikringerne er dyre, og de ved ikke, hvor vigtige de er. De tænker tit, at deres ting ikke er ret meget værd, og at det derfor ikke er nødvendigt at være forsikret. Vi oplever desværre ofte, at unge bliver meget overraskede, når vi regner ud, hvad deres mobil, computer, tøj og øvrige ejendele koster tilsammen,” siger hun.

Se på de basale forsikringer

I slutningen af juli får mange – hovedsageligt unge – besked om, hvorvidt de er optaget på et studie. Det medfører også en stor mængde adresseskift, når mange af de unge rykker ud af værelset og til egen bolig. Her er det ekstra vigtigt at få styr på forsikringerne – og som minimum det mest basale, forklarer Camilla Amstrup.

”Der findes et hav af forsikringer, men de færreste unge svømmer i penge. Det kan derfor være en god idé at nøjes med de mest basale forsikringer. Jeg synes, at du altid bør have en indboforsikring og en ulykkesforsikring. Rejser du uden for Danmark, er det også en god idé med en rejseforsikring. Har du disse forsikringer, kan du oftest få betalt dine udgifter, hvis der sker noget med dig selv eller dine ting. Så kan det ikke gå helt galt,” siger Camilla Amstrup.

Hun anbefaler konkret, at de unge får prioriteret at undersøge, hvordan de er dækket, uanset hvor adressen er. For der kan også være forskel på forsikringsbetingelserne som både hjemmeboende og med egen adresse.

”Bor du hjemme, skal du tjekke op på, om dine forældres forsikringer stadig dækker dig. Det er nemlig forskelligt fra selskab til selskab, hvor længe hjemmeboende børn er dækket. Bor du ude, er det også muligt, at du er dækket af dine forældres forsikring, men det er forskelligt fra selskab til selskab, så tjek op på det,” siger Camilla Amstrup.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER