ForsideJammerbugt20,2 millioner i grøn belønning til Jammerbugt Kommune

20,2 millioner i grøn belønning til Jammerbugt Kommune

20,2 millioner i grøn belønning til Jammerbugt Kommune

En ny pulje belønner de kommuner, som bidrager mest i udbygningen af vedvarende energi på land. Jammerbugt Kommune er nummer to på listen ud af i alt 44 kommuner.

Jammerbugt Kommune modtager næste år 20,2 millioner for at være frontløber i den grønne omstilling. Beløbet er en del af puljen på 200 millioner, som minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin, i august 2024 præsenterede som en idé i regeringens landdistriktsudspil. Hensigten var at belønne de kommuner, der bidrager mest med udbygning af vedvarende energi på land.

Nu er idéen blevet til virkelighed, og i alt 44 kommuner modtager et tilskud. Med 20,2 millioner modtager Jammerbugt Kommune det næststørste.

Borgmester Mogens Christen Gade, glæder sig over en velfortjent belønning til Jammerbugt Kommune: 

”Efter mange års konstruktiv indsats i den grønne omstilling og en grøn el-produktion, der for længst har oversteget kommunens eget forbrug, synes vi faktisk, at det er en rigtig god idé med en form for belønning. Med 20,2 millioner bliver der mulighed for at løfte områder i den borgernære velfærd i Jammerbugt Kommune, som vil kunne mærkes i hverdagen. Det glæder vi os til”.

Grønt skulderklap fra ministeren

Fungerende minister for byer og landdistrikter Thomas Danielsen (Morten Dahlin er på barsel) sender de 20,2 millioner af sted med et grønt skulderklap til Jammerbugt Kommune:

”Jammerbugt er en af de kommuner i Danmark, der er bedst til opsætning af sol- og vindenergi på land til gavn for hele landet. Det skal naturligvis belønnes. Derfor er jeg meget glad for, at vi i regeringen har besluttet, at Jammerbugt Kommune i 2026 skal have en belønning på 20,2 millioner for at være en af Danmarks bedste kommuner, når det kommer til vedvarende energi”.

Positiv post i budgettet ti år frem

Den nye pulje vil blive fordelt hvert år til og med 2035. Fordelingsmodellen baseres frem til 2031 halvt på fortidens VE-indsats og halvt på andelen af samlet nettilsluttet VE i det senest kendte år, som ligger to år tilbage. Efter 2031 baseres tilskuddet udelukkende efter det sidste kriterie.

Med flere VE-anlæg i støbeskeen, som efter planen realiseres de kommende år, har Jammerbugt Kommune god mulighed for at holde sig i front og få et pænt tilskud fra puljen i hele perioden. En gulerods-model som giver mening både nationalt og kommunalt, pointerer borgmester, Mogens Christen Gade: 

”Den nationale målsætning om grøn omstilling er regeringens, men den realiseres i kommunerne. Derfor giver det god mening, at vi i de kommuner, som bidrager mest, belønnes for det. Med ”gulerodsmodellen”, som denne tilskudsordning er et udtryk for, opmuntres vi til fortsat at tage ansvar. Når vores indsats for hele landets grønne omstilling, kan ses som en positiv post i kommunens budget og resulterer i bedre borgernær velfærd, ja så giver det hele bedre mening”.

4 KOMMENTARER

  1. Det er jo meget godt, men det bekymre mig lidt at du Hr. borgmester udtaler ” Vi har fire store projekter på vej, og de kommer også til at strække sig ind i den nye periode af aftalen.”
    Vil det sige at flere borgere skal belemres med det skidt, det ville måske være på sin plads at få det frem her inden valget.

  2. Mogens Christen Gade – jeg synes bestemt ikke det er noget at være stolt af. Du har, som bykonge og Venstre Borgmester, om nogen ansvaret for at have svinet Jammerbugt Kommune til med ligegyldige vindmøller, der ikke tjener noget formål i kommunen.

    Du soler dig i at være batterileverandør til det øvrige Danmark, og Tyskland, der så har kunnet undlade at belaste deres borgere og natur med vindmøller.

    At du så også, sammen med Skeel familien, vil dække mere end 800 ha. Mellem Store Vildmose og Ryå med solceller, som afskedsgave fra borgmesterposten til borgerne, skal du bestemt ikke have ros for. Du vil blive husket for at ødelægge store naturområder, og det er ikke af det gode når kommunens borgmesterhistorie skal opdateres, det får du ikke får meget tak for.

  3. Jeg vil gerne deltage i glæden over, at vi i Jammerbugt bidrager positivt til den grønne omstilling. Når vi ser på de ulykker klimaforandringerne allerede nu er årsag til, forstår jeg ikke, at man kan lukke øjnene for, at vi alle må bidrage til at få afviklet fossile brændstoffer. At man nu også fra centralt hold tilgodeser de kommuner, der yder et særligt stort bidrag den omstilling, er for mig endnu en bekræftelse på, at vi har en regering, der målrettet og konkret bidrager til vi har et Danmark i ballande. Det er et mærkbart beløb i Jammerbugt, som jeg håber kommunalbestyrelsen bl.a. vil bruge til det frivillige foreningsarbejde i de områder, som har bidraget mest til den grønne omstilling med vindmøller og solceller.

  4. Jeg bliver ret bekymret, når borgmesteren siger, at der er flere VE-anlæg på vej, særligt når han samtidig udtaler, at der er tale om “en grøn el-produktion, der for længst har oversteget kommunens eget forbrug”.

    Upåagtet af den renere energi, så er der altså stadig tale om industriproduktion, som påvirker natur og menneskers oplevelse af naturen. Og i Jammerbugt er der en enestående natur, som bør behandles med stor omtanke. Men pga. den økonomiske gulerod, så tænker mange kommuner mere på det økonomiske incitament end på, hvad det er for et landskab, der efterlades for natur og mennesker.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER