200 børnehavebørn oplever klassisk musik på nært hold i Jammerbugt
Teater Nordkraft og Aalborg Symfoniorkester besøger Jammerbugt Bibliotekerne med seks forestillinger for i alt 200 børnehavebørn mellem 3 og 6 år.
To spændende teaterforestillinger om formiddagen tirsdag d.27. maj, tirsdag d.3.juni og torsdag d.12. juni på bibliotekerne i henholdsvis Brovst, Aabybro og Fjerritslev. Det er hvad 200 børnehavebørn i Jammerbugt Kommune kan glæde sig til, når Teater Nordkraft og Aalborg Symfoniorkester kommer på besøg.
Børnene får lov til at se, lytte og røre, når tre klassiske musikere og en skuespiller møder dem på deres lokale bibliotek med de klassiske instrumenter; bratsch, klarinet og basun samt en pige i en magisk blå frakke. Forestillingen ”Spil som jeg siger!” har fået topkarakterer af anmeldere, så der venter det unge publikum en spændende lille time.
En forestilling om samarbejde
”Spil som jeg siger!” er en musikalsk teaterfantasi om at skabe og samarbejde.
Den handler om pigen Tone, der elsker at finde på historier og musik og at gå på opdagelse i alle de billeder, der er inden i musikken. En dag bliver hun så ustoppeligt inspireret, at hun bare må fortælle historien selv og derfor kaprer hun hele koncerten. Dog kun for at opdage, at det er en bøvlet affære, og at det er meget sjovere for alle, hvis man fortæller historien sammen.
Forestillingen indeholder både nykomponeret klassisk musik og musik som børnene kender, og der lægges vægt på børnene som medskabere af forestillingen.
Alle dage kl. 09:30-10:00 og kl. 10:45-11.15.
Tirsdag den 27. maj: Brovst Bibliotek, Rotfelds Vej 11, 9460 Brovst
Tirsdag d. 3. juni: Aabybro Bibliotek, Kattedamsvej 32 b, 9440 Aabybro
Torsdag den 12. juni: Fjerritslev Bibliotek, Danmarksgade 1, 9690 Fjerritslev