2-0 sejr sender Skovsgaard på 1. pladsen
Groft sagt var det de ubesejrede gæster fra Farsø/Ullits, der havde bolden, og Skovsgaard, der fik målene og nedlagde rækkens tophold.
Fredag aften leverede “Humlebierne” en effektiv, disciplineret og hårdtarbejdende indsats og slog rækkens suveræne nummer 1 med 2-0 hjemme på Iver Park.
Skovsgaard påførte dermed gæsterne fra Vesthimmerland deres første nederlag og tog også deres førsteplads i Jyllandsserien 2.
En jævnbyrdig første halvleg endte 0-0, og der var bølger af angreb mod begge mål. Efter pausen tog Farsø/Ullits langt mere kontrol over spillet, og midt i anden halvleg kunne det ligne en belejring af hjemmeholdets straffesparksfelt.
Skovsgaard er det hold i rækken, der har taget flest bolde ud af eget mål, og i den seneste tid har holdet haft fokus på at forbedre defensiven. Det lykkedes perfekt. De sort-gule placerede sig glimrende og var først på herreløse bolde, så de ikke blev farlige.
For anden kamp i træk holdt Skovsgaard nullet i eget mål, og da gæsterne ikke kunne nedbryde Skovsgaards forsvar, var det i stedet Skovsgaard, som midt i anden halvleg slog til på et sjældent angreb og tog føringen på 1-0. Det var den indskiftede Tobias Skødt, som fik en løs chance tæt på mål og sparkede den ind – Tobias Skødts første sæsonmål.
Mod kampens meget hektiske og neglebidende afslutning lykkedes det Gustav Nielsen med sit eget fjerde sæsonmål at slå hjemmesejren fast. Dermed var det frygtede tophold så godt som slået, og målet til 2-0 vakte en ekstatisk forløsning både blandt spillerne og hovedparten af de godt 300 tilskuere.
Skovsgaard hugger nu førstepladsen i Jyllandsserien 2 og kan i hvert fald holde weekend som førerhold. Skovsgaard har dog spillet to kampe mere end de nærmeste rivaler, og mandag aften kan Gug overtage førstepladsen.
Skovsgaard spiller sin næste kamp søndag den 14. september på udebane mod AaB’s andethold. Det foregår hos AaB på Hornevej i Aalborg Øst.
Fakta om kampen: Skovsgaard-Farsø/Ullits
Se Skovsgaards resterende kampe i efteråret
Se hele stillingen i Jyllandsserien 2 Pulje 3.

