18 anlægsgartnere i Jammerbugt Kommune er på skolebænken i IT, dansk og matematik: ”Vi bliver langt mere effektive i vores arbejde”
Stort skoleprojekt skal opkvalificere sæsonansatte og ledige i Jammerbugt Kommune og ruste dem til fremtidige krav eller gøre dem klar til yderligere uddannelse. De første 18 medarbejdere, som arbejder i Vej og Park, er allerede godt i gang på HF&VUC NORD i Aabybro.
I Vej og Park i Jammerbugt Kommune betyder vinterhalvåret fra 1. november normalt en hjemsendelse af en stor gruppe sæsonansatte medarbejdere. Men i år er hjemsendelsen udskudt i seks uger. Foreløbigt 18 medarbejdere får nemlig i stedet mulighed for at blive opkvalificeret. Det sker igennem et skoleforløb i IT, matematik og dansk ved HF&VUC NORD i Aabybro.
To af de sæsonansatte som lige nu sidder på skolebænken, er anlægsgartnerne Mette Bak og Helle Svenningsen. Selvom de kun er ca. halvvejs gennem forløbet, er Helle Svenningsen og Mette Bak allerede overbeviste om, at de har fået hævet deres kompetenceniveau og er blevet langt mere effektive i deres job.
”Jeg kan allerede mærke, at vi er blevet bedre til de forskellige systemer, vi bruger i dagligdagen. F.eks. får vi langt nemmere ved at bruge Teams til at kommunikere med de kollegaer, vi ikke ser hver dag. På den måde kan vi meget nemmere hjælpe hinanden og sørge for, at de f.eks. ikke bestiller ekstra rododendron hjem i Brovst, hvis vi har nogle tilovers i Pandrup. Så vi bliver langt mere effektive i vores arbejde. Jeg kan også mærke, at Excel ikke er helt så fremmed, som det har været. Samtidig er det bare et super godt forløb, som vores underviser Jakob har strikket sammen. Det er vi slet ikke kede af”, lyder det fra Mette Bak.
Det er dog ikke kun på det faglige plan, at forløbet giver mening, mener Helle Svenningsen.
”Personligt giver det lidt ekstra stolthed over min faglighed. At kunne tingene selv i stedet for at bruge lommeregneren. Men jeg føler også, at vi som kollegaer bliver rystet rigtig godt sammen. Vi får snakket på kryds og tværs og lærer hinanden godt at kende. Det har indtil videre næsten været en mini-teambuilding. Og så gør det jo heller ikke noget, at jeg måske ikke behøver at spørge min søn om hjælp til min iPhone længere”, griner Helle Svenningsen.
Arbejdslivet byder på mere og mere digitalisering – også for en anlægsgartner
Til dagligt passer Mette og Helle kommunens bede, sørger for den rigtige beplantning og slår græsset på offentlige arealer. Måske ikke noget man normalt forbinder med IT og matematikfærdigheder. Men ifølge Helle og Mettes chef, Vej og Parkchef ved Jammerbugt Kommune, Flemming Kjeldgaard Larsen, er det en vigtig del af arbejdet.
”Digitalisering af arbejdsgangen stiller stigende krav til særligt IT-færdighederne blandt vores medarbejdere. Derfor glæder det mig meget, at vi har fået muligheden for at forlænge ansættelsen af de sæsonansatte medarbejdere, men endnu mere, at de samtidig kan få et kompetenceløft og ruste sig til fremtiden. Samtidig får vi langt gladere og mere tilfredse medarbejdere, som skaber værdi for os”, fortæller Flemming Kjeldgaard Larsen.
Generelt fokus på opkvalificering af arbejdskraft i Jammerbugt Kommune
Skoleforløbet på HF&VUC NORD i Aabybro er en del af et større opkvalificeringsprojekt i Jammerbugt Kommune. Her er formålet dels at sikre, at flere ledige har de rette kompetencer til at stå til rådighed i virksomhederne, og dels, at flere ledige føler, at de har de basale kompetencer til at tage en uddannelse. Projektet er således en del af Jammerbugt Kommunes beskæftigelsesstrategi, som bl.a. handler om opkvalificering af den lokale arbejdskraft til gavn for virksomheder og lønmodtagerne.
Projektets foreløbige succes bemærkes i Jammerbugt Kommune beskæftigelsesudvalg.
”Det er dejligt at se, at projektet allerede skaber værdi for både kursister og arbejdsgiver. At vi kan skabe rammerne for, at medarbejdere i kommunen og ledige får mulighed for dygtiggøre sig og bringe nye kompetencer i spil. Og så er det godt at høre, at HF&VUC NORD har tilrettelagt forløbet, så det giver grobund for godt samarbejde mellem kursisterne fremadrettet”, fortæller formand for Beskæftigelsesudvalget i Jammerbugt Kommune, Diane Aarestrup.
Hos en gruppe af ledige, opleves basale læse-, skrive- og regnefærdigheder som en hindring i forhold til at tage en uddannelse. Men det er netop her projektet også kommer til sin ret, mener Diane Aarestrup.
”Jeg håber inderligt, at vi igennem projektet kan inspirere flere ledige til at tage en uddannelse, så vi på den måde kan bidrage til at få dem på en vej mod beskæftigelse og samtidig sikre vores lokale virksomheder den rigtige og kvalificerede arbejdskraft. Så hvis der sidder nogle ledige derude, som synes de mangler lidt på f.eks. dansk- eller matematikkontoen for at komme i gang med en uddannelse, så håber jeg, at de vil tage en snak med jobcentret”, lyder det håbefuldt fra Diane Aarestrup.
Projektet er fuldt finansieret via midler fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.