Turister i Danmark er tilfredse med deres ferie, særligt med kyst- og naturoplevelserne, på de danske feriesteder, men der skal udvikling til, for gæsterne stiller fortsat højere krav til deres ferie. Det viser en ny analyse fra Dansk Kyst- og Naturturisme udført i samarbejde med 37 danske feriesteder.
Dansk turisme oplever i disse år en flot fremgang, og de foreløbige overnatningstal for 2019 melder ligeledes om en flot vækst. Danmarks kyst og natur tiltrækker mange turister, og det er især naturoplevelserne og byernes atmosfære, der har betydning for gæstetilfredsheden på de danske feriesteder. Det viser en ny, omfattende analyse fra Dansk Kyst- og Naturturisme.
Dansk Kyst- og Naturturisme har spurgt 11.144 feriegæster på 37 feriesteder i Danmark til en lang række parametre, der har betydning for tilfredsheden med en afholdt ferie. Turisterne signalerer en høj gennemsnitlig tilfredshed på tværs af feriesteder, hvor hele 94 procent af de adspurgte har svaret, at de er tilfredse eller meget tilfredse. Dertil viser undersøgelsen, at gæsterne har en meget høj anbefalingsvillighed, hvilket kan aflæses i feriestedernes samlede ’Net Promotor Score’ på 62.
Det er især feriestedernes naturområder, der er størst tilfredshed med blandt gæsterne. Faktisk er flere forhold vedrørende natur i top 5 over bedst vurderede forhold ved feriestederne – kun overgået af feriegæsternes oplevelse af befolkningens generelle venlighed.
Undersøgelsen viser desuden, at den primære ”reason-to-go” blandt feriegæsterne er atmosfæren i byerne, som blandt andet dækker over det lokale liv inde ved byerne samt parametre som ’ro’, ‘hygge’, ‘afslapning’, ‘miljø’ og ‘dejligt sted’.
Udvikling af naturoplevelser
Langt størstedelen af feriegæsterne er tilfredse med feriestederne, men undersøgelsen viser også, at feriegæsterne i højere grad efterspørger en let adgang til naturoplevelser og mulighed for at benytte sig af naturen – både når det kommer til adgang i form af infrastruktur, men også i forhold til aktiviteter og formidling.
– Analysens resultater viser, at nogle af feriestederne har flere førstegangsbesøgende, hvilket kan tyde på at de er begyndt at tiltrække nye målgrupper, der stiller nye krav til oplevelser og kvalitet på ferien. Vi oplever allerede nu en spirende aktivitet i forhold til produkt- og konceptudvikling på en række feriesteder, så vores gæster har mulighed for at tilgå forskellige naturoplevelser, men der er behov for endnu mere udvikling, hvis vi skal indfri kyst- og naturturismens store potentiale i fremtiden, fortæller destinationsudviklingschef hos Dansk Kyst- og Naturturisme, Jacob R. Kirkegaard Larsen, og fortsætter:
– Konkurrencen om turisterne er hård, så det er afgørende, at vi lægger os i selen for hele tiden at udvikle og nytænke turismen i den retning, turisterne efterspørger. Både for at kunne bevare interessen hos de turister, som allerede besøger Danmark, men bestemt også for at kunne trække nye gæster til landets turistområder.
Dansk Kyst- og Naturturisme har senest lanceret en ny handleplan for dansk outdoorturisme i samarbejde med Erhvervsministeriet, som har til formål at fremme en fælles bæredygtig retning, i økonomisk såvel som ressourcemæssig forstand, for udvikling af outdoor-turismen og ikke mindst styrke outdoor-tilbuddene på landsplan.