Af Mogens Bay (V), medlem af kommunalbestyrelsen, beskæftigelsesudvalget og Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget
𝐄𝐧 𝐫𝐢𝐠𝐭𝐢𝐠 𝐠𝐨𝐝 𝐝𝐚𝐠 𝐟𝐨𝐫 𝐅𝐣𝐞𝐫𝐫𝐢𝐭𝐬𝐥𝐞𝐯 𝐛𝐲𝐬 𝐮𝐝𝐯𝐢𝐤𝐥𝐢𝐧𝐠 𝐨𝐠 𝐟𝐫𝐞𝐦𝐭𝐢𝐝
Det her er udvikling af vores skønne kommune, som et godt sted at bo, at leve, at drive virksomhed og at besøge og det er noget af det jeg som politiker arbejder benhårdt for. Udvikling skaber nemlig vækst, arbejdspladser, trivsel og branding. Jo bedre det går for vores virksomheder og byer, jo flere penge har vi til velfærd.
På torsdagens møde gik en samlet kommunalbestyrelse ind for en principgodkendelse af det skitseforslag, som en projektgruppe bestående af den lokale Granly Tømrer- og snedkerforretning A/S (Granly A/S) og den lokale Fjerritslev Boligforening samt en større dagligvarekæde har forelagt.
En virkelig dejlig dag for Fjerritslev, for hele området og for Jammerbugt Kommune.
Nu kan en større plan med flere aktører omkring grunden, hvor den nuværende Fjerritslev Kro er placeret, gå ind i en mere detaljeret og konkret planlægning.
Et rigtig godt samarbejde mellem ovennævnte aktører og Jammerbugt Kommune har foregået over et stykke tid og som betyder, at gruppen nu kan komme dybere ind i processen med et byggeri bestående af 500 m2 erhverv i stueetage, 1614 m2 bolig i stue, 1. og 2. etage samt mulighed for offentlige toiletter i stueetagen.
18 nye lejeboliger samt 500 m2 erhvervslokaler i stueetagen, bl.a. ud mod torvet, som stadigvæk vil være en del af bymidten, sikkert med nogle ændringer.
Nu skal vi som kommune have færdiggjort en lokalplan for området, som formentlig kommer i høring i foråret, samt der kommer et borgermøde.
Jeg tænker ikke der er borgere i Fjerritslev der ikke har ønsket sig, at Fjerritslev kro skulle bevares, men dette har desværre vist sig ikke at være muligt. Igennem en årrække har flere forskellige ejere, flere forskellige forpagtere gjort en stor indsats for at bevare og få en rentabel forretning ud af stedet, desværre uden held.
Det bedste er således efter min mening, at der nu kommer noget nyt, som både kan udvikle og give byen muligheder for at vækste, herunder bosætning og arbejdspladser samt stadig være et rigtig godt sted at bo, leve, drive forretning og at besøge som gæst.
Jeg kan nævne andre huse, der over tid er blevet nedrevet, for at gøre plads til nyt, og som passer godt ind i byen og dens udvikling.
For blot at nævne nogle få, er her Grand Hotel (for mange år siden), Købmand Dan på hjørnet af Vestergade/Skolegade, Advokatbygningen på Østergade, der lagde foran SuperBrugsen og Cementstøberiet/det brune hus på Algade.
Alt dette har skabt en by med nye bygninger, nye boliger og relevante p-pladser for kirke, kirkecenter, turister, besøgende og de lokale og udefra kommende der handler i vores skønne by – det er i min verden en god udvikling.
Jeg glæder mig enormt meget til at følge den kommende proces med Fjerritslev nye midtby – det bliver rigtig godt for os alle.
Så er jeg desuden både glad, stolt og taknemlig for, at det er lokale investorer som står bag det her sammen med en stor dagligvarekæde. En by udvikler sig kun sammen med investorer og her er det nemlig med lokal forankring.
Tak til Granly A/S og Fjerritslev Boligforening for at ville det her.