ForsideJammerbugtNy vandrefestival i Slettestrand og Thorupstrand

Ny vandrefestival i Slettestrand og Thorupstrand


Midsommervandringer er en ny vandrefestival i Slettestrand og Thorupstrand. Fra den 23. til den 26. juni 2022 har områdets 8 vandreguider bundet den smukkeste krans af vandreture, der hver på deres måde præsenterer dette skønne hjørne af Nordjylland.

Festivaldeltagerne kan glæde sig til at opleve vildmarksvandringer i den kommende Naturnationalpark Tranum. Stille- og mørkevandringer, der åbner dine sanser og giver indre ro. Vandring og vinsmagning. Og områdets bedste historier fortalt af engagerede guider på vandretur i skov, klit og strand.


“Jeg fik idéen til vandrefestivalen, fordi der er så mange dygtige guider i Slettestrand, Thorupstrand og Tranum. Vi vil desuden gerne hjælpe overnatningsstederne med at fylde sengene i perioder, hvor der ikke er så mange gæster. Derfor blev Midsommervandringer født,” fortæller Lise Rehhoff Holt, rekreativ konsulent i Jammerbugt Kommune, vandreguide og idémand bag Midsommervandringer.

Guiderne brænder for at vise deres hjemegn frem, og de har allieret sig med hoteller og campingpladser i området, så deltagerne kan plukke deres egen, unikke buket bestående af en eller flere vandreture, frokoster, middage og overnatning.

“Vi overtog Hotel Klitrosen i Slettestrand den 1. marts i år, efter vi blandt andet har været involveret i Michelin-restauranten Kadeau i København. Vi synes, at Midsommervandringer passer perfekt med vores målgruppe. Derfor bakker vi selvfølgelig op om Midsommervandringer. Vi tilbyder udover overnatning også Sankt Hans-middag og ginsmagning,” siger Villy Jæger, ejer af Hotel Klitrosen.

Dette år er første udgave af Midsommervandringer, og idéen er, at vandrefestivalen stille og roligt skal vokse sig større år for år. Sådan at det bliver et sted, hvor deltagerne kommer for at forkæle sig selv med oplevelser for sjæl og sanser i naturen, ved bordet, bålet eller i vandet.

“Vi har noget af landets smukkeste natur. Danmarks største indlandsskrænt, Lien, hvor frodige dale skærer sig ind, og der fra toppen er en betagende udsigt. Vi har de skønneste strande, uberørte skove og en spændende kystkultur med Danmarks største kystlandingsplads i Thorupstrand og Han Herred Havbåde i Slettestrand. Det her område er fyldt med gode vandrestier, så det er helt oplagt, at vi nu samler alle de gode kræfter og laver en rigtig vandrefestival,” fortæller Jette Haugaard Grønhøj, eventkoordinator, VisitJammerbugten.

Se programmet her: https://www.visitjammerbugten.dk/jammerbugten/planlaeg-din-tur/midsommervandringer-i-slettestrand-thorupstrand-gdk1132062

For yderligere info kontakt tovholder for Midsommervandringer og guide, Bitten Holmsgaard, på info@stedkender.dkeller 51 24 36 46.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER